HammerichEtLevnetsløb

169

Sadanne r e j s e r , større og mindre, gjorde jeg hver

sommer omkring i landet, eller til Wien, til Rhinen, til

Luthers-egnen ved Vartborg, Elbdalen, Norge, Sverige,

og gærne da til historisk mærkværdige steder. Rejserne

tvang mig ud af det daglige arbejde, som jeg ellers hang

i, og de friskede sindet op; eftervirkningen vil man

måske spore i mine skrifter. Der er egne, som stå for

mig næsten i et forklaret lys, hvori fortiden fantastisk

slynger sig sammen med indtryk fra nutiden.

Tænker jeg således på Vartborg, da ser jeg mig

siddende på bjærgåsen en stille, stjærneklar aften. Små

fuglene kvidre hist og her som i drømme, luften svøber

sig om mig, så blidt og blødt, nede i Eisenach ved bjærgets

fod er lys tændte omkring i husene, lys ved lys; ved

min side sidder en ridderlig skikkelse i dybe tanker, det

er junker Jørgen (Luther). Billedet skifter. Fra bjørne

graven. som endnu den dag i dag holdes vedlige, kommer

et kort brum, lamper og blus oplyse de tyringske land

grevers prægtige borg; dér lyder sangen, minnesangerne

kæmpe om prisen på liv og død til lutens klang.

Tænker jeg på domkirken i Roskilde, ser jeg mig

stå uden for den en nat i skærsommer. Alt er så tyst,

man kan høre kilderne risle, det blegrøde aftenskær har

truk k e t sig mod nord og spejler sig yndigt i de klare

vanddamme, der ligge på kirkebjærget ned efter fjorden,

i 3 rækker, den ene over den anden; klokken slår tolv,

inde i koret synge munkene „vågenatten“.

Tænker jeg på Kristjaniadalen, står jeg på Lade

gårdsøen ved Oskarshal. E t aftensus går gennem gra

nernes toppe, solen synker og spreder sin tindrende farve-

duft, violblå, lysgrøn, gyldenrød, over himlen og fjorden

og skovene og de stille åse; måltrosten slår, jægerhorn

lyde i det fjærne med lystig tale og spanske elskovs

viser; det er Håkon Håkonson og hans hiid, som vende

hjem fra jagten.