HammerichEtLevnetsløb

170

Min stærke sans for naturen gjorde mig „Hjortens

F lug t“, der udkom ved denne tid, så kær, skønt livssynet

er højst forskelligt fra mit. Jeg kænder in tet andet digt,

hvor en sådan duft slår en i møde fra den friske danske

natur, skov og m ark ; selv de visne blade og mosset på

stenene dufte. Dertil kommer nu glæden over folkelivet

i alle dets ytringer og den rom antiske midalder. At i

øvrigt de stemninger ude i det frie, der havde vist sig

hos mig alt som barn, kunde lede ind i en usund til

værelse, havde jeg altid øje for, og de fik kun råderum ,

for så vidt de gjorde historien levende. Jeg glæmte ikke

det morsomme ordskifte mellem Ham let og Polonius. —

„Ser I skyen hist, den er jo skabt næsten som en kam el!“

— „Sandt for H erren , ligner den ikke en kam él!“ —

„Jeg synes, den ligner en væsel.“ — „Ja bag til, bag

til som en væsel!“ — „E ller en hvalfisk!“ — „Akkurat

s’gu en hvalfisk!“ Bædre kan man ikke gøre sig lystig

over usunde stemninger.

Også k u n s t e n skaffede mig rig nydelse, sneen i

mine øjne var tøet bort, siden jeg stod for den døende

fægter på Kapitol og Madonna i Dresden. Og af Palæ

strinas vidunderlige toner hørte vi nu en genklang i

København på Cæcilia-foreningens konserter.

Min og min hustrus o m g a n g s k r e d s var ikke ud

strak t, og helst sad vi i grunden hjemme, skønt den

ellers talte mennesker, vi havde glæde af: Thalbitzers,

kammerherreinde Neergaard, søskendebarn til min hustru,

hvor man tra f åndrige mænd, H. C. Andersen, kunstnere

og folk af den fine verden; så min broders, Grundtvig,

Halls, senere Lehmanns, da han blev m inister på ny.

F ru Hall havde re t slu ttet sig til min hu stru og vore

børn. I enkedronningens aftenselskaber kom jeg des

uden jævnligt, holdt også af og til foredrag dér, skiftevis

med professor R. Nielsen og P. Rørdam, Kalkar, Biædel,

B jørnstjerne Bjørnson.