556 / 657
166
siden granskningen er bleven så grundig som den nu er.
Arbejderne blev udgivne af folkeskriftselskabet og det
dansk historiske selskab og modtoges med den sædvan
lige velvilje, også af mænd, på hvis dom jeg altid har
sat megen pris. Mindre held havde derimod mine „bibel
historiske sange for bø rn“, for det meste ældre sager,
som jeg nu lod udkomme; de fandtes ikke grundtvigske
nok i den kreds, der ellers kunde haft brug for dem,
og „grundtvigske“ var de da heller ikke.
Vore tre b ø r n voksede im idlertid til, og min hu stru
og jeg havde glæde af dem, de var både sunde og friske
og tegnede godt. Hvor vidunderligt er det ikke at se
sproget fødes i de små sjæle og på de små tunger!
Ordene danne sig ligesom af sig selv; en af dem havde
fået et nyt uldent tæppe og det krillede ham : „nej,
moder“ , sagde han, „hvor det tæppe dog u ldn e r!“ Det
varer gærne en stund, inden de lære a t bøje ordene og
sige „jeg“, og inden de kan fatte tanken om en fader i
himlen, men så såre de kan det, gribe de også efter den
med stor inderlighed; vi må vel mindes om Jesu ord:
„uden I blive som børn, kommg I ikke i himmerig!“
Mangen gang har den ene eller den anden siddet
på m it skød, og jeg h a r fortalt dem bibelske historier
og sagn fra oldtiden; så gik moder til pianoet, og vi
sang med hverandre.
De kunde komme med de tr o
skyldigste spørgsmål. Min ældste dreng var engang ude
med pigen på kirkegården, hvor de satte sig på en bænk.
„Men hvorfor står den bænk dog her, Karen? E r det
for de døde, at de skal have noget a t hvile sig på, når
de stå op ? “ „Å snak, dreng,“ svarede hun. „Ja men
fader har dog så tid t sagt, a t vor Herre vil lade dem
vågne op, bædstemoder med, hun som ligger og sover
der nede! Véd du ikke d e t? “
Børnene fik en fri opdragelse, måske vel fri. A s g e r ,
'"så hed den ældste, blev en køn, opvakt dreng og rask
til handling allerede som lille. Hans søster krøb om