HammerichEtLevnetsløb

167

kring på gulvet, dér stod et lys, kun kom det for nær,

og hendes kjole fængede, da for han til og fik ilden

slukket. En gang var min kone med børnene kommen

i en stæ rk trængsel af mennesker, en pyntet kvinde, der

så ud til at høre til en gøglerbande, havde længe fulgt

dem, på én gang greb hun vor yngste dreng, tog ham

på armen og løb bort med ham alt det hun kunde;

rimeligvis har hun villet stjæle den lille. Men Asger

efter, „hun vil ta ’ min bror“, råbte han, „hun vil ta’

min b ro r!“ så folk stimlede til, og hun måtte slippe sit

bytte.

Asger havde altid hovedet fuldt af planer, lavede

Tivolier med fyrværkeri og farvede lamper, når vi lå på

landet, og fik i København et teater indrettet oppe på

kvisten; min svoger Scheuermann, en børneven, malede

ham kuliserne. Nu skrev han komedier, gyselige komedier,

fulde af røvere og ånder, og hans søskendebarn Emil

Horneman satte dem i musik; min broders børn, Schleppe-

grells børn og andre små venrier var indbudte, og synge-

stykkerne opførtes på kvisten, en enkelt gang også i vore

værelser nede. Jeg gæmmer en skrivelse til ham fra en

skolekammerat, hvori det heder: „Asger Hammerich!

Jeg beder dig om to tragedier til 4 skilling stykket, den

ene på løverdag,den anden på løverdag otte dage. Din

ven V. Holm“.

Min kone var tit angst for, han skulde

blive en ny Carstensen.

Han gik i min broders skole og gjorde ret god fræm-

gang; a t han skulde ende som tonekunstner, kunde der

imod ingen af os endnu vænte med nogen grund. Vist

nok havde han alt som lille barn ligget i sin visselulle,

stirre t op i luften og nynnet noget, der klang som en

ny melodi. „Hvor har du det fra?“ spurgte hans moder.

„Véd det ikke, mo’r, det siger saadan inde i mig“. Da

han blev ældre, mærkede vi imidlertid ikke søndeiligt

mere dertil. Jeg tog hamen aften med at se Don Juan,

men det, der gjorde mest indtryk på ham, var slutningen,