553 / 657
vold på mig selv. Jeg bar mig ad som Nelson anden
april, da Parker hejsede signal for at afbryde slaget,
han satte næmlig kikkerten for sit blinde øje og sagde:
„jeg ser slet ingen ting, lad mit signal kun blive ved at
vaje som forud!“
Kongen blev harmfuld over dette vilderede og kunde
udbryde: „det var dog satans, at jeg gav min magt
b o rt!“ Men Hall fik ham rolig igjen, når han fore
stillede ham „hvor strålende hans majestæts navn en
gang vilde stå i historien, netop fordi han havde givet
med så rund hånd.“ Han kunde i det hele ypperligt
omgås ham, de muntre indfald, han altid har ved hån
den, holdt kongen af. Og de svigtede ikke selv midt i
denne tid, hvis farer dog måtte stå mere truende for
ham som minister end os andre; jeg misundte ham tit
det sind.
En lille tildragelse, der kaster lys på stillingen, må
her finde sin plads. Kongen blev 1858 farligt syg, det
hed sig efter et sammenstød med grevinde Danner, som
vilde have sin finger med i statssager. Da faren var
ovre, kom en borger op til mig og forelagde mig en af
flere underskreven opfordring til at holde t a k k e f e s t i
kirkerne for hans majestæts helbredelse. Jeg gik ind
derpå, talte med Hall og adskillige andre, skrev derom
til Slesvigere og bad Ingemann om en salme, der kunde
afsynges ved samme lejlighed; den fik jeg.
Men jeg mødte stærk modstand fra højere steder,
man sagde, kongens sygdom havde ikke været så alvor
lig, og en sådan fest om aftenen ved lys var noget alt
for usædvanligt; den egenlige grund kom derimod
ikke fræm , misnøjet med kongens og ministeriets
politik. Sagen forelagdes i det københavnske konvent,
hvor man vilde indskrænke det hele til en bøn efter
p ræd ikenen; ligesom dette var vedtaget, kom jeg, noget
sent, da jeg den aften havde holdt forelæsninger. Man
krævede fra alle sider oplysninger af mig, og dem gav
163