HammerichEtLevnetsløb

1 6 8

hvor kommandanten banker på; „jeg er så bange, fa’r “,

hviskede han og rykkede tæ t ind til mig, han var vel

den gang en 10 år. De konserter med barneviolin og

harmonika, han ho ld t på kvisten, og som digteren Gold-

schm idt neden under blev fo rsty rret ved, var kun for

den 2 år ældre Emil Horneman lid t mere end ren t lege

værk. Til klaveret m åtte man formeligt slæbe ham.

Kun en eneste gang kom hans musikalske sans til

fræmbrud, så det måtte overraske os. I et selskab sang

en nng pige Kuhlaus arie af Køverborgen: „jeg gærne

dør, dog uden mod“, og foredrog den med meget udtryk,

da b rister han i den voldsomste gråd; de tilstedeværende

ytrede ængstelser over et barn med så vulkansk en natur,

de vidste naturligvis ikke, hvad det var han græd for.

Senere hen, da han blev en 15 år gammel, begyndte

ta len te t a t vise sig paa en hændeligere m åde; tit så man

ham ved klaveret, hvor han ledte efter de kønneste

akkorder, ud satte melodier, han kændte, og hittede paa

nye, der klang re t godt. Han fik da en dygtig spille

lærer, den unge G. Matthison-Hansen, men a t det skulde

blive til noget usædvanligt, tænkte vi dog ikke.

Min d atter T y r a var et yndigt barn med lange

lokker, og Orla Lehmaniis kæledægge; det var farligt,

hvor den lille mund kunde snakke. Tre år gammel var

hun fra første sal på hovedet sty rtet ned i gården, og

dagen efter så man kun en stor bule i panden, så let

var hun sluppet fra det. Yi takkede Gud.

An g u l, den yngste, født i krig såret 1848, tegnede

heller ikke

ilde. Da han var ti år,

tog jeg ham m

på en lille

rejse og gæmmer den dagbog, hanholdt på

den, med tite l: „hvad de fik og gjorde på Angul Hamme-

richs rejse“. Der står ikke andet i den end om kød

suppe med

boller, og pandekager og

rødgrød,om Mar

grete Lehmanns lille norbagge, om „vælgeisen“ (mit

valg til rigsdagsmand) i Vejle, og den barnepistol, han

fik i foræring.