564 / 657
I vil risikere livet, jeg derimod går sandelig hjem til
vor lokanda!“ Og det skete så.
Men når han en gang imellem blev greben af kunstens
eller natu rens skønhed, var han til gengæld des gladere,
tit overstadigt lystig, så han sprang huk over os, mens
den ene strøm af glimrende tanker væltede fræm efter
den anden. P å kunstsager forstod han sig udmærket
godt.
E t par måneder tilbragte jeg i det minderige Syden,
og ilede derefter med friske rejseindtryk tilbage til m it
hjem og mine studier. Jeg tråd te nu ind i et lille
k o n v e n t af præster fra København og omegn, forskel
lige i meget, men enige i troens grund. Vi samles hver
måned, så hos den ene af medlemmerne og så hos den
anden, og mig h a r disse sammenkomster i en række af
år væ ret til sto rt gavn og glæde. Her tra f jeg de to
æ ldste Fengere, P. Rørdam , P. Boisen, Busk, licentiat
Gad, provst Heiberg, v. Wylich, Biædel, Holm, nu i
Glassakse, K alkar; flere af dem ere døde og ny med
lemmer komne i deres sted.
Den oprindeligste var P. R ø r d a m , en trofast og
trøstefuld mand, gennem trængt af tro på frelserens per
sonlige nærværelse. Hvad der ikke ligger lige på hans
vej, tør man ikke komme med til ham. Han er kun
ét, ordets forkynder, men er også det med sin fulde,
rige sjæl. Så godt som hans eneste studium er bibelen
og mennesker, med dem færdes han ideligt, så hans
kundskab til de hemmelige kroge i sjælen er over
raskende. Der er mere mystik i ham, end han selv véd
af, og også for naturlivet har han fin sans, der somme
tider m inder om H. C. Andersen; på sin troskyldige
vis kommer han hvert øjeblik med billeder derfra, og
man mærker da altid, hvor inderligt de glæde ham selv.
Han prædiker bod og omvendelse, og jeg kunde nok
ønske adskillige af Grundtvigs andre venner noget mere
heraf. Men hans bodstale går ud fra dåben og dåbs
174