568 / 657
178
Det dæmrer for din indre sans
som morgenskær før dag,
det ringer for dit øre sødt
som morgenlærkers slag.
Det dufter og det blom strer som
en dugget liljekrans:
du er i barn og han i dig
med liv og lys og glans!
Så far da vel, far evig vel,
toet ren i Jesu blod
og gennemlyst i ånden alt
af himlens stråleflod!
Når evighedens sabbat gryr,
da ånder herren på
dit legems visne blomsterblad,
da støvet skal opstå.
Og sjæl og legem, begge to,
forklared’ i Guds fred,
skal se, hvad in te t øje så,
Gudfaders he rlighed !
P å assistenskirkegården købte jeg et gravsted lige
over for mine forældres, dér jordfæstedes han. Og han blev
ikke den eneste kære ven, jeg skulde savne. Samme
år døde L a u r e n t , trofast i venskab til det sidste.
Det lyste, hver gang jeg så ham, ud af de milde øjne.
Ferd inand F e n g e r ram tes af et slag ved vor konvents
samling midt i sin kraft og m åtte gå omkring som en
hjælpeløs olding, til døden løste op for ham.
I min nye stilling havde jeg især to ting for øje: at
bringe mere f r i h e d og mere af det f o l k e l i g e ind i
studiet. Det gjaldt da a t gaa ud fra en vel overvejet