566 / 657
Fra mit liv som professor.
(
1859
—
1874
.)
I februar 1859 åbnede jeg forelæsningerne over kirk e
historien, med indledningsforedrag, som senere blev u d
givne; blandt tilhørerne sad en gammel, kær elev af
mig, digteren og politikeren Schack, og et par svenske
offiserer. Ikke længe efter døde licentiat Hagen, og i
maj måned samme år kaldtes, jeg da til p r o f e s s o r ;
jeg takkede Gud af hele m it hjæ rte og takker ham
endnu dagligt derfor. Så var det lykkets for mig, hvad
der, på grund af klikevæsenet, b ra st for Grundtvig,
Rudelbach og Lindberg, P. Kierkegaard, S. Kierkegaard,
F. Fenger, L. Helveg og allersidst for Skat Rørdam. Med
ingen anden i verden vilde jeg bytte, ti jeg var kommen
derhen, hvor jeg i egenligst forstand hørte hjemme, og
følte mig fri og glad som fugl i luften. Alt var dog
ikke derfor, som det burde være, en gammel skødesynd,
forfængeligheden, flyttede med ind i det nye æmbede.
Kort forinden havde vi lidt et sm ertefuldt tab, der
greb dybt ind i alle vore tilvante forhold: min svoger
S c h e u e rm a n n d ø d e . Hvor han havde glædet sig til
den dag, han skulde høre mig forelæse for studenterne
som professor! Han var vor daglige gæst, fordringsløs
og opofrende, så kær for vore børn, med hvem han
kunde lege som et barn, og næsten uundværlig for min