HammerichEtLevnetsløb

182

på, at det ikke vilde tvinge en mand til tilsyneladende

a t påtage sig ansvar for noget, der lige fræm stred mod

hans overbevisning.

Det blev et varm t ordskifte, og til sidst m åtte de

andre professorer finde sig i en af mig foreslået usæd

vanlig form for min underskrift som dekanus, hvoraf

andragerne le t kunde skønne sagens virkelige sammen

hæng. P å den måde undgik de spørgsmålets forelæggelse

for m inisteriet. Men jeg m åtte høre hårde ord, Clausen

sluttede med: „det næste sk rid t vil vel da blive, a t vi

to skrive mod hinanden i dagbladene!“

Studenternes misnøje blev naturligvis ikke mindre

ved den irettesæ ttende skrivelse, og kravene nåede om

sider ind på rigsdagen. F ø rst da f a s t e s e n s o r e r ind

førtes ved teologisk eksamen, har klagerne foreløbigt

hø rt op.

Jo mere det stade, jeg med Grundtvig ha r tag et i

d å b s p a g t e n , ideligt var genstand for angreb, des nød

vendigere for mig blev en teologisk hævdelse af det.

Jeg sagde da til mig selv og til and re: troen finder sin

hvile i et troskrav (trospostulat), der ikke lader sig

godtgøre ad fornuftens vej, men alligevel stå r urokke

ligt fast for den troende. Den kræver næmlig en højeste

myndighed, som den uden vilkår kan underkaste sig;

for nogle er det nu paven, for andre skriften, for andre

den apostolske tro , for andre Helligåndens vidnesbyrd.

Paven kan vi her lade ude af syne. Skriften, hæv

det af de fleste P ro testan ter som højeste myndighed, er

den evige bog, en åbenbarelse fra Gud, som gør vis til

salighed og er kirken uundværlig. Men den er en bog,

kan altså ikke i egenlig forstand tale til os, og den er

tilmed en stor bog i tungemål, som kun lærde teologer

kan tolke; vitterligt nok har de tydet den på mange

forskellige måder.

Der må derfor kunne påvises en

anden myndighed, som ikke trænger til læ rd teologi,

derimod fyndigt og levende i fuld virkelighed taler til