577 / 657
187
hans venner få med som ingen anclre. Jeg så klart de
gode sider ved møderne, hvorledes hans lyse, åndfulde
tanker ved dem måtte udbredes i altid videre kredse,
til de blev en magt i det danske folks skoler og kirker.
Derfor var jeg dog ikke, lige så lidt som P. Rørdam og
biskop Kierkegaard, blind forfarerne: en afslutning over
for det øvrige folk, et udviklet partivæsen, som er min
natu r imod, en ufri eftersnakken uden indre sandhed,
en vidt dreven tro til egne og det danske folks kræfter,
som kunde slå over i forgudelser og selvtilbedelse, og
dertil et jag efter frihed, så man glæmte orden og
lydighed.
At tallet på dem , der sluttede sig til møderne,
skulde stige i den grad, som det nu er steget, derom
havde jeg dog ingen anelse. Men med det voksende
tal er også farerne voksede. Selv Grundtvig, der var
stemningsmenneske, som skjalde gærne er det, lod sig
rive med og holdt i alt fald ikke tilbage, når man ilede
for stæ rk t fræmad. „Lykken“ , heder det i vor rim
krønike, „er et underligt trold, hun leger med folk så
mange fold“, og når hun leger mildest, kan hun let
blive os farligst.
Jeg deltog altså i vennemøderne og sammenkomsterne
på hans årsdage og har haft glæde deraf. Ordet lød tit
frisk og frit, især når det var Birkedal, der fik det; og
i skolesagen tråd te Kold fra Fyn op på sin jævne vis
med sandheder, det nok var værd at gæmme på. Jeg
hø rte im idlertid også både det, der klang hult som en
gengangers tale, og det, hvor jeg ikke kunde være med
ved, og m åtte da aflægge et vidnesbyrd. Det havde jeg
forud lovet mig selv, ordets frihed stod for mig som det
nødvendige vilkår, hvis en ensidig retnings farer skulde
undgås.
Navnligt talte jeg alt på det første vennemøde mod
p ræ s te f r ih e d e n , da den på ny sattes på dagsordenen,
jeg advarede og for en o v e rv u r d e r in g af vort eget