578 / 657
188
folk; selv havde jeg skyld med i den fejl og først nys
fået øjnene op. Lykke kan jeg ikke sige, jeg gjorde.
Grundtvig kunde blive vred, når jeg havde ordet, og
rokke fræm og tilbage på sin stol, og jeg véd, jeg er
bleven kald t „vennemødernes onde ån d “. Men jeg gjorde
i a lt fald min pligt og burde g jo rt det endnu oftere og
stærkere, det føler je g ; min eneste undskyldning er, a t
strømmen gik så strid.
De andre møder, hvori jeg deltog, de k i r k e -
h i s t o r i s k e , de n o r d i s k e k i r k e m ø d e r og m i s s j o n s
m ø d e r n e , efter a t K alkar var bleven formand, gik sin
gang, som det forud var vedtaget. Ved kirkemødet i
L u n d 1859 var a tte r t r o s f r i h e d e n og Grundtvigs
livssyn på bane, og med en i sandhed sto rslået gæst
frihed modtog Thomander os i sin nye, lige så storslåede
bispegård, hvor bibliotekssalen indtog næsten hele „øvre
våningen“ . Lægprædikanten P. Larsen Skræppenborg
var med og talte på hjem farten en del om mig til
studenterne. „De skulde læ re,“ sagde han, „mange gode
ting af mig, skandinavisme og sådan t noget, han ikke
re t forstod sig på. Men isæ r skulde de da lære at blive
folkelige præ ster; for ha r man først fået bøndernes
hjæ rter, så kan man bilde dem de urimeligste ting ind.
Han var meget ilde ved det, den gang jeg blev dårlig
og m åtte forlade min præ stegård i Jylland ; nu så han
dog, vor Herre var klogere end som så og vilde have
mig til a t prædike for unge studen ter i steden for gamle
kærlinger på heden.“
Ved kirkemødet i K r i s t j a n i a 1861 drejede det
meste sig om pietism en; de så skæft til os og hyssede,
når der blev sunget en sang over borde, men de blev
også rammede af den dommedagstale, Birkedal holdt.
Ved dette og det forrige møde viste sig engelske og
franske udsendinge fra den evangeliske alliangse. To
år efter havde vi også et n o r d i s k m i s s j o n s m ø d e i
Malmø, til nogen sammenslutning af missjonerne kom