584 / 657
194
våben, lige ind til grænsen af det tilladelige. Var jeg
bleven vred, havde ban nået, hvad han vilde, og stillet
mig blot, altså slog jeg ind i hans tonart, så godt jeg
knnde. Men Carlsens plan nåede aldrig videre.
M inisteriet tog efterhånden en fastere holdning,
skridt skete nu til Holstens virkelige udskilling, og sidst
i september 1863 lå udkastet til grundlov for konge
rigets og Slesvigs fællesanliggender på rigsrådets bord.
Kong F r e d e r i k havde imens tag et over til Sønder
jylland at syne arbejderne på Danevirke. Den 10de
november blev han syg af rosen, den 13de vedtog rigs
råd et den n y e g r u n d l o v , den 15de d ø d e han ; i feber
vildelsen havde han drøm t sig midt i standende strid på
Danevirke. Vi genså først den folkekære h e rre , da
dødningeskibet brag te hans lig, som dronning Margretes,
fra Flensborg, og de en stille vinterkvæld ved fakkelskin
b a r det op på kongeborgen. Det var et døvende slag,
men H erren slog det, og „hans veje er ikke som vore
veje“.
K r i s tj a n den n i e n d e stadfæstede den nye grund
lov, eksekutionen i Holsten var overhængende, og Bismarck,
der ledede den prøjsiske politik, stod rede til a lt; fra
Ruslands side vidste han sig mer end tryg. I dette øje
blik gjorde den s v e n s k e regering holdt, så vidt havde
den ikke væntet det skulde komme; ængstelig så den
hen til Ruslands holdning og sin hærs lidet kampfærdige
tilstand, med de store ta l regnede den i alt fald ikke.
Endnu én gang blussede k o n g K a r l op; mens hans
kongelige vens lig stod på parade, mindedes han de
ord, der vare faldne dem imellem, og et telegram mældte
fra Stokholm: „to og tyve tusind mand komme og han
selv“.
Håbet fik nyt liv, men tu rdeman stole på det?
Havde det lykkets vore fædre at fuldbyrde Nordens
enhed, selv hvis det skulde være
sket med vold og
sværd, hvor
anderledes tryg t vilde vi
ikkehavestået nu
Sådanne tanker overraskede mig tit.