HammerichEtLevnetsløb

199

I ånden har jeg l i d t og s t r i d t med dem, der

vinteren igennem kæmpede for Sønderjylland, og lidt

dobbelt, fordi det ikke denne gang var mig givet at

følge med bæren. På Dybbølbjærg flød blodet i strømme,

kunde det da aftvætte pletten på vort skjold, og hvad

havde våren bragt? Ja hvis solstrålerne havde kunnet

ramme som flammende pile, havde den unge vidjekvist

hæ rdet sig til en lanse, blomsterne sprunget ud som

sværdliljer og fuglene sunget kampens sange, mens folke-

h jæ rtet svulmede som knopperne hist: da havde der vist

været vår i Danmark og glæde! Nu derimod viftede de

lune vårlige vinde kun som til spot over vinterkulden i

hjærterne.

Jeg har i historien set hele folkefærd gå under og

som ungt menneske ret drømt og digtet mig ind i så

danne forfærdelige tider. Oplevede jeg dem da nu ikke

i al virkelighed, stod Danmark ikke dér som vraget, når

det hugger i grunden? Og jeg klamrede mig fast til

den sidste planke, et øjeblik kunde selv et underværk

til vor frelse stå for mig som en mulighed, men planken

svigtede og håbet med; minderne om grev Gerts dage

stormede ind på mig. Da var det, jeg til fulde lærte,

hvad det vil sige at lide med sit folk, set det har jeg i

sin dybe nedværdigelse, som jeg én gang så det i kraftens

stund. Hvorfor — så kunde jeg sukke — hvorfor har

den følelse for det dog fået en sådan styrke i min sjæl,

nå r den kun skal gøre mig ulykkelig? Tavs og inde

slu tte t må jeg gå med den, og ruger alligevel over den,

som var den min dyreste skat!

Der kom timer, hvori jeg følte mig t i l i n t e t g j o i t .

det går jo lystigt, jo galere, jo hædre, kunde jeg tænke,

og hvad om nu også den nye hærlov faldt? Nær havde

jeg ønsket det. Jeg sad som mellem sammenstyrtende

ruiner, hørte stenene løsne sig og dumpe ned, den ene

efter den anden, og lyttede til som et tankeløst barn,

næsten glad. Med et fór jeg op, trommerne lød.