HammerichEtLevnetsløb

204

Im idlertid havde de slag, der rammede os, dog båret

nogen frug t, i s k y t t e l a g , f o l k e h ø j s k o l e r og en

dybere k r i s t e l i g alvor. Jeg skal blot pege på for

eningen for i n d r e m i s s j o n med den stærke, vækkende

forkyndelse, der altid har sin ret, på m issjonsselskabet

og v a l g m e n i g h e d e r n e . Birkedals afsæ ttelse gjorde

ham til fripræ st, og valgmenighedsloven skyldes navnligt

P. K ierkegaard i den tid, han var ku ltusm in ister; G rundt

vigs udsæd har ikke været sået i vandet.

G r u n d t v i g selv blev i disse dage ram t af en hård

tilskikkelse. Han havde længe lidt af hovne ben, hvor

for han gik med fontanelle, den lukkede sig nu , og

vandet slog sig på hjærnen. Bimeligvis h a r sjælelige

årsager været medvirkende, sorgen over Danmarks ulykker,

den gav i det mindste hans feberdrømme sin farve. Det

begyndte med, a t han var bleven ualm indeligt talende

og livfuld og legemligt raskere end nogen sinde på den

senere tid ; de svulne ben havde fået sit naturlige ud

seende igen. Så kom p a lm e s ø n d a g 1867.

Som han plejede holdt han sin skriftetale for a lta re t;

sværmersk ild var der i den, og han endte med a t ind

byde alle til Herrens bo rd : „den, som ikke vil være med

h e r,“ sagde han , „skal vises ud af kirken, det må

graveren sørge fo r!“ En sto r del af menigheden fulgte

kaldet, han vendte sig da til enkedronningens stol, hun

hørte ham stad ig t: „men hvor er dog Danmarks dronning

henne?“ udbrød han. „Dronningen af Saba kom at høre

på Salomons visdom,’ og her er sandelig mere end

Salomon!“ Enkedronningen trå d te derpå ud af sin stol

og knælede ned for altaret, og idet han tilsagde hende

syndernes forladelse, føjede han til: „og hermed er så

alle Danmarks synder fo rladte“ ; efter et ophold, mens

a lta re t fyldtes på ny, sagde han end videre: „lad nu

Prøjserkongen kuns komme, for nu ha r Danmark fred !“

Jeg mærkede straks, hvorledes det hang sammen, og