597 / 657
Grundtvigs frie tiltale var smuk, i alt det øvrige
fulgte han ritualet. Blandt de meget talrige altargæster
så man enkedronningen, ham selv og hans hustru, 4 af
hans konfirmander, der skulde konfirmeres straks efter
påske, og hans yngste søn, en opvakt* dreng på 13 år.
E fter altargangen omfavnede og kyssede han Helveg og
mig, skal også have kysset enkedronningen og sagt, at
hun næste år til februar skulde føde Holger Danske.
Han bad os ud til sig til middag, og over borde
dér blev talen nu hélt vild. Han snakkede om det hel
lige kys, og a t den kvinde, der fik det, vilde føde et
syndeløst barn om 9 måneder. „1844,“ sagde han,
„havde det gået ham snart ligedan som nu, men man
kaldte ham for gal, og han lod sig da kyse; det skulde
im idlertid ikke ske igen, for nu havde Herren, der i 84
år havde søgt ham, endelig fundet ham, og nu var han
en Kristoforos, der bar sin Herre.“ Han udbragte og
drak Kristi og hans menigheds skål.
Fortællinger om det, der havde tildraget sig i Vartov,
var snart i alles munde og fandt vej til dagbladene. Et
par dage efter kom stiftsprovst R o th e op til mig og
spurgte, om jeg syntes, Grundtvig kunde holde afskeds-
prædiken langfredag. Han havde næmlig i mellemtiden
søgt sin afsked uden efterløn, danebrogsordenen, skrev
han, vilde han nok beholde, derimod ikke sin rang med
Sællands biskop. Rothe svarede jeg på spørgsmålet, at
efter min mening burde man hindre Grundtvig i at holde
en prædiken, der let kunde give meget stor forargelse,
og derom vilde jeg i alt fald tale med andre af hans
menighed.
Jeg skyndte mig da ud og traf undervejs seminarie
forstander Tang, hvorpå vi to fulgtes ad op til P. Fenger.
Fenger havde frarådet Grundtvig den omtalte prædiken,
men vilde ikke være med til lige fræm at lægge ham
hindringer i vejen. „Han er min ven, sagde han, „og
jeg vil ikke gøre ham imod.“ Det vilde dog vi to, det
207