595 / 657
205
vilde, som adskillige andre, fjærne mig, men holdtes til
bage ved min hustrues og et par veninders bønner.
Han kom på prædikestolen, og da han havde bedet
fadervor, sagde han: „De må ikke tro, at de B første
bønner her er hoveritjæneste! Men vore hænder skal
vi folde over brystet, det er at lukke til for kammeret,
og den lås kan fanden selv ikke komme igennem. Det
h a r jeg læ rt idag; er det ikke en god lærdom.“ Efter
evangeliets oplæsning fortalte han sine tilhørere: „ja det
h a r jeg nu læst med disse mine gamle briller, jeg ellers
i lang tid ikke kunde læse et eneste ord med. Er det
ikke en god fræmgang?“ Endnu kom et par ord, inden
prædikenen begyndte: „i går var jeg syg til døden,“
sagde han , „og alligevel fik jeg en ganske ordenlig
prædiken af vor Herre. Men hvor skal jeg kunne holde
den? sagde jeg. Lad mig være om det, svarede han, og
nu i dag er jeg da kommen så vidt.“
Prædikenen, der holdtes i en løftet stemning, var
den underligste blanding af vanvid og åndfulde tanker.
„Hvad menneskene til alle tider har grublet over, det
havde Herren opfundet, en levende uro (perpetuum
mobile) i menneskehjærtet, og kredsløbets firkant (sirkelens
kvadratu r) i det firsidede himmelske Jerusalem, målt
med et menneskes mål.“ „Der havde været mange
hindringer for Herrens komme, ti ånden og hjærtet var
skilte ad. Ånden havde Grud plantet i øster på synernes
høj, og hjæ rtet her på de danske øer. Nu er de dog
endelig bievne forenede, og nu flyder Jordan ud i Øre
sund, nu rider Herren ind i sin stad. Æselsføllet, som
bæ rer ham, er vokset op mellem os, men moderen må
først slås løs, og det er det, jeg gør i dag.“
Han talte derpå mere om Herrens komme og kvad
der skulde gå forud, at en antikristelig konge næmlig
først drog ind i verdens hovedstad. „Ja, den fjende hai
a lt draget ind, skønt hans tid er kort. Og lige som dei
lød gråd og sukke uden ende, da murene brødes ned