HammerichEtLevnetsløb

209

og i berlingske tidende indrykkede jeg en redegørelse

for, hvorledes det var gået til palmesøndag.

Påskedag vilde Grundtvig atter prædike og lod sig

pa ingen made tale til rette; med magt måtte derfor

hans søn Svend og en af hans venner holde ham tilbage,

mens han greb sin stok og slog fra sig: „sådan skal de

karle h a ’ det!“

To falske forestillinger kom atter og atter igen, den

om talte om det hellige kys, der avler børn uden synd,

og en anden om et nyt angreb fra Prøjsernes side. Han

skrev „en verbalnote om Nordens enhed“ til ministeriets

formand, grev Frijs; Finnerne, hed det deri, skal bo

sæ ttes i egnen ved Danevirke, og de Tyske så flyttes

derfra over til Finland. Hans tredje hustru, født kon-

tesse Frijs, kunde i lang tid ikke mærke, hvorledes det

dog i grunden hang sammen, og trode for alvor på, at

han havde åbenbaringer.

Hun tog hen til grevinde Frijs og forelæste hende

et pa r digte, han havde skrevet i sin utilregnelige til

stand. Da forbudet mod afskedsprædikenen kom, støttet

på vor skriftlige udtalelse, blev hun som ude af sig selv

af harm e; „glæm dog bare ikke, kone“, måtte Grundtvig

sige, „at det er mine ældste og bædste venner, der har

skrevet d e n ! De kan sandelig ikke ville mig noget ondt,

men de ser nu tingen en gang fra den side“. En nat

sad hun oppe med ham på deres sted ved gamle konge

vej og væntede på Prøjserne, de vilde gå i land, havde

han sagt, ved Kallebodstrand. Derefter skulde slaget

stå uden for hans have, og kandidat Kragballe gå dem

i møde og slå dem. Således legede vildelsen med hans

ellers så lyse ånd.

Endelig fik lægen fru Grundtvig overtydet om hendes

mands utilregnelighed, hun brast i hæftig gi åd, og nu

blev Emil Fenger med spurgt til råds. Vildelsen tog

til, Grundtvig vilde have Jesu omskærelse føjet til vor

dåbspagt, lysten, sagde han, sad bag ved øiene, og en