604 / 657
214
Stærke råb lyde nu mod u n i v e r s i t e t e t , det gamle,
som dog altid liar højnet sig over m iddelmådigheden —
det må enhver vel indrømme — skal rives ned lige til
grunden. Hvor mange af dem, der råbe, tænke så vel
på a t bygge nyt og bædre op på gruset? Hvor mange
er sig det bevidste, a t folkehøjskolen har sin gærning i
almuens dannelse, men a t der gives højere kredse i
folket, som må og skal kræve en højere art af dannelse?
Det h ar gjort mig ondt, da den foreslåede tredje
form af adgangsprøven til universitetet, hvorved Nordens
sprog og historien tråd te stæ rkere i forgrunden, ikke
kunde trænge igennem ved den nye ordning af denne
prøve. S tudiet må blive mere folkeligt i dette ords
ædle forstand, friere og lysere, men grundigheden skal
holdes i fuld hævd. Hvis en blanding af sem inariet og
folkehøjskolen skulde træde i universitetets sted , vilde
ikke blot æmbedsstanden trykkes ned og navnligt da
præsterne, mod hvem vantroen villigt og gærne rækker
„de folkelige ledere“ sin hånd ; men hele folkelivet vilde
lide svært derunder. E t folk, der m isagter åndens krav,
arbejder på sin egen opløsning.
Også med den lavere undervisning er man, og det
ikke uden grund, meget utilfreds, så reformer i den stå
med på dagsordenen. F r i s k o l e n lovprises da, og den
ha r visselig sit store gode, hvor den er, som den bør
være, når man kun ikke vil bruge den, som det forenede
venstre i sit lovudkast, til a t trykke statsskolen ned til
det ringeste l a v m å l .
Grundtvig var ensidig, det skal ikke nægtes, det er
så godt som alle, der føre slægten videre. Han var
desuden ikke nogen praktisk mand og havde et mindre
k la rt syn for loven, tog heller ikke hensyn nok til fri
hedens grænser og de virkelige forho ld ; selv krigen
1848 vilde han jo have ført med lu tte r frivillige. Ad
skilligt af dette er nu gået i arv til ikke få af hans
venner, og deres frihedslyst kan somme tider blive alt