607 / 657
217
derfor vidste mig medskyldig i, at tingene stod som de
stod. Havde jeg før vendt mig mod tilbageskridtets
mænd, så måtte jeg nu vende mig mod det brusende
fræm sk rid ts; begge dele har jeg gjort, dreven af min
irihedssans. Tanken fastholdt jeg også efter Grundtvigs
død, og P. Rørdam var enig med mig. Men indbyderne
til mødet vilde ikke gå ind herpå: „vi skulde mødes“,
hed det, „til fred ved den hjemkaldte stormands grav
og ikke til kamp“.
Ikke des mindre kom stridsæmnet alligevel fræm,
B j ø r n s t j e r n e - B j ø rn son, hvis mægtige sang om vølven
og Grundtvig nys var sunget, kastede det nu ud og
talte ord om vort mellemværende med Tyskland, som
den gamle kunde vende sig over i sin grav. Hvilke
skrigende modsætninger findes ikke tit side om side i
en digtersjæl! Min tunge var bunden forud, og ord
styreren, pastor Brandt, som havde lovet os at holde al
politik borte, afbrød ikke Bjørnson, hvorimod han irette
satte pastor Leth, da denne aflagde et vidnesbyrd mod
Bjørnson.
Så holdningsløst gik det ved mindefesten.
Bjørnson var fra den stund af bleven end mere dristig
med sin tale om „at ændre signalerne“, og ikke få, især
af „de livlige- skolelærere“ , snakke ham endnu efter
munden; det gælder for os, heder det, egenlig kun om
„åndeligt forsvar“ mod Tyskland. Jeg blues næsten ved
a t nedskrive det.
Det f o r e n e d e v e n s t r e s færd blev dag for dag
vildere. Det danske folk lider af store skrøbeligheder,
og navnligt gør almuen det, som følge af dens lange
undertrykkelse. Dér er magelighed og letsind, brist på
oplysning, på fast overbevisning og fast vilje, et mindre
godt øje til de højere stænder, hvori disse dog vist selv
h ar stor skyld, overdreven sparsommelighed og tit det
småligste syn på sagerne. Alt sådant lod sig nu ypper
ligt bruge af venstres ledere, der i alt fald havde den
vilje, den umyndige hob ikke havde; og de kunde spille