606 / 657
216
og hans venner kan finde p å !“
Endnu skarpere fa ld t
hans svar til P. Rørdam, der bragte den samme sag på
tale i fleres overværelse, og til hans søn Svend; her
brug te han de o rd : „det er løgn!"
I sine senere år kørte han omkring til nu en og nu
en anden af sine venner, og mangen sommeraften sad
han med sin pibe ved Øresundets bred, i den have på
Hvidøre, hvor vi lå på landet. En aften tra f han her
sammen med H. C. Andersen, de havde ikke sets i
mange år.
Seks dage før hans død så vi ham sidste
gang hos os, og jeg havde endnu en sam tale til med
ham et par dage derefter; den drejede sig om Angel
sakserne, hvis episke digtning jeg da på ny havde for
dybet mig i.
„Hele den lite ra tu r", sagde han, „ligner
nu for mine øjne de ruiner, som en af deres skjalde så
mægtigt har sunget om, i sådanne skildringer var de
sande m estere!“
Grundtvigs j o r d e f æ r d var som en konges; ingen
sinde før havde man set et ligfølge som her, hvor tre
hundrede p ræ ster og en utællelig sørgeskare vandrede
fra F relsers kirke gennem gaderne og sang hans salmer.
Derfra gik toget på jæ rnbanen til Køge. Kisten blev
tagen ud, og mens Hartm anns nye gribende tone til
salmen: fred til bod for b itte rt savn, blev blæst med
basuner, bares Grundtvigs lig op på Køgeås, til den
træomkransede kæmpehøj, hvor hans anden hu stru var
jo rd e t; det havde han ønsket. Dér bragte jeg og Bjørn-
stjerne-Bjørnson ham den sidste tak og mødtes sidste
gang som venner.
Ingen havde anet hans nære død, og et v e n n e m ø d e
var derfor som sædvanligt sammenkaldt til hans årsdag.
Jeg havde nu foresat mig, ved den lejlighed a t bringe
de p o l i t i s k e s p æ n d i n g e r på tale.
De skulde —
det koste hvad det vilde — ikke længer holdes hen i
det svævende, jeg m åtte tale et ord til a d v a r s e l , jeg,
som tidligere havde sk attet det danske folk for højt og