603 / 657
213
det folkelige i slet forstand, der ser folket kun i almuen
og masserne? Skolen kan ikke stå uden levende del
tagelse fra deres side, den fristes derved til at føje sig
efter rådende strømninger og stemninger og har føjet
sig efter dem. Det vilde vist set en del anderledes ud,
hvis Grundtvigs plan med „højskolen i Soer“ var bleven
sat i værk og kunde have gennemført hans tanke på
hø jdepunktet og tillige tjænt som mønster for bonde
højskolerne i mere end én henseende, uafhængig og ud
ru s te t med store midler, som den da vilde stået. Dog
det skulde nu ikke være så.
Grundtvig har ført en sejrrig kamp mod død lærd
dom og hævdet folkelighed og „det levende ord“ over
for tidens overtro på skriftvæsenet. Det er hans store
fortjæneste. Virkelig læ rd d om nærede han dog den
dybeste agtelse for og krævede derfor et fællesnordisk
universitet op rettet, med plads til 300 „professorer“,
der ikke skulde være bundne til andet end studiet: en
storladen, digtersk tanke. Og hvad må man nu høre,
ikke blot af halvdannelsen, der altid møder så frisk på
p letten , af disse „livlige friskolelærere“, der råbe på
gader og stræder med „levende ord“, men endog af
åndrige og lærde mænd? Den ene taler om de „rød-
mussede ungersvende fra højskolen i modsætning til de
blegnæbbede studenter“, den anden om „den sorte skole
og lærddommen, der ikke er stort værd, når den ikke
straks kan glide ned i folket“.
Det går i det hele med Grundtvigs angreb på et
åndløst skolevæsen omtrent som med Luthers på de
rom erske p ræ ster, begge tages de til indtægt undei
vilkår, vidt forskellige fra dem, hvorunder de først trådte
fræm. Og selv den gang der var god grund til dem,
gjald t de dog ikke altid og i hvert enkelt tilfælde, jeg
for min del har således vel som teologisk student, men
ikke i min skolegang følt trykket af det åndløse væsen.