HammerichEtLevnetsløb

215

for brusende. Løsenet er den enkeltes frihed, den i og

for sig indholdsløse frihed, hvori både godt og ondt kan

i ummes

at samfundets frihed altid må være grænsen

for den enkeltes, kan man være helt blind for.

De vilde evropæiske strømninger komme til og ægge,

og så venskabet med de nye „folkelige“, med mad-

stræberne, hos enkelte endog med Socialister. I den

skole læres kun lavpandet nag til det, som rager fræm,

og ligegyldighed for lov og p lig t, orden og lydighed,

disse grundpiller for ethvert samfund. Ikke blot de

fleste af Grundtvigs ældste venner, men også mange

yngre så på alt dette med voksende sorg og frygt.

Således stod sagerne, da G r u n d t v ig sov h e n om

høsten 1872, blidt og roligt, et par dage inden han

fyldte de ni og otti år; den foregående søndag havde

han prædiket som sædvanligt, og sidste gang, han deltog

i en offenlig forhandling, var på det nordiske kirkemøde

1871. Hans alderdom blev en stille aftenstund efter

den storm- og kampfulde dag. Med årene havde kærlig

heden altid mere vundet rum i hans sjæl, så går det jo,

hvor oldingealderen kommer til sin fulde historiske ret;

og med kærligheden voksede glæden og freden. Lys

stod Nordens fræmtid for ham, trods alle skyer, han

ænsede dem ikke og trode fast på Danmarks lykke-

stjærne.

I øvrigt var han lidt efter lidt ligesom død bort

fra verden, legemet led af alle alderdommens skrøbelig

heder, og læse kunde han ikke, men ånden havde endnu

sin friskhed. Sine efterretninger fra vor rigsdag fik han

gærne fra et par mænd, der havde fået sin gang i huset

og hørte til det forenede venstre. Man udspredte nu

allehånde rygter om, hvor velvilligt den gamle skulde

være stem t mod dette parti, og det bragte jeg en gang

på tale mellem os. „Ja“, svarede han skarpt, næsten

vredt, „hvad vil De så egenlig sige dermed? Jeg skal

dog vel ikke gøres ansvarlig for alt, den unge Boisen