602 / 657
212
tilfører en altid mange og meget, man helst måtte bede
sig fri for, fordi de drage nedefter, ikke opefter.
Man begyndte med stæ rk gæring og uselvstændigked
over for Grundtvig, der næsten blev forgudet; nå r han
lovpriste det „folkelige“, det, hvori folkeånden er livs
magten, m isforstod man ham og vilde kun lade almuen
gælde for folkelig. Og man er nu, overrumplet og sned-
løbet, nået ned til den sørgeligt mærkværdige sammen
blanding af hans ædle livstanker og vildskaben trin d t i
Evropa. Idealerne h a r ta b t sin glans, ja der gives de
mænd, som har skabt dem om til sande vrængebilleder,
men stikordene h a r man på rede h ån d , de kan altid
gøre sin virkning.
P aa rigsdagen dannede et p a rti sig under G rundt
vigs navn, det så kaldte „ n a t i o n a l e v e n s t r e “, og heri
ligger det første fejltrin, ti når hans tanker skal råde,
må der alene spørges om åndsmagt og aldrig om tal.
Snart førte det så videre, idet snu mellemhandlere skabte
„ d e t f o r e n e d e v e n s t r e “, hvor bondevenner og mad-
stræbere af det rene vand mødes med venner af Grundtvig.
Burde ikke um iddelbar k ristelig følelse have skræmmet
disse bort, som den i reform ationstiden skræmmede de
lutherske bo rt fra det vilde bonderø re? Hvad godt kan
der dog komme ud af et samfund mellem ånden og
kødet, K ristus og verden?
Til vækkelse af folket er f o l k e h ø j s k o l e r og fri
skoler et ypperligt middel, eneste i sin art, og dygtige
unge kræ fter ofrede sig helt til den gærning. Vækkelsen
er nu i og for sig et meget sto rt gode, men den folkeligt
vakte er ligesom den religjøst vakte udsat for dybe fald,
hvis han ikke skrider fræm til en fast, sindig, oplyst
overbevisning, hvori folkeånden er livsmagten. Der skal
læres og tilegnes, og det kræver streng t arbejde, så
pligt og frivillighed må gå hånd i hånd.
Har da den nye skole blik nok herfor og kraft nok
til a t gribe ind? E r der ingen fare for et lefleri med