608 / 657
218
mester i folketinget, efter at det meget attråede f l e r t a l
var nået ved de nye valg. Den faretruende kløft mellem
de dannede og almuen uddybedes, og man leflede selv
med Socialisterne.
Af partihensyn blev stemningen i den s l e s v i g s k e
sag køligere, og af partihensyn begrov man den nye
hærlov og fæstningsplanerne i et udvalg, og nægtede
penge til et panserskib, n æ g t e d e Danm ark v å b e n og
v æ rg e . Hvor kunde de, der havde ly ttet til Grundtvigs
mandige ord og sang hans fædrelandssange, dog være
med til den dårskab, den synd mod folket? Ministeriet,
der på andre punkter kæmpede med kraft, lod da forsvars
tanken for tiden falde; hvad der isæ r havde sat ondt
blod imod det hos Grundtvigs venner, var ellers dets
ukloge, meget omgående udtydning af den nye under
visningsplan for de lærde skoler.
Stikordet var „folkets — det vil sige folketingets,
m æ n g d e n s — s e l v s t y r e “ , en tanke, der i sin tid
havde haft den ivrigste modstander i Grundtvig. I de
tre nordiske riger findes en fri og velhavende bondestand,
så den politiske udvikling om trent løber jævnsides; dette
vilde de danske ledere for flertallet nu drage fordel af
og prøvede på en tilnærmelse til de norske og svenske,
skønt den fællesnordiske følelse hos dem alle noget nær
stod på nulpunktet.
Overalt i Norden var idealerne
blegnede, de tomme tønder buldrede, og småsind og
partivrøvl førte det store ord.
Og i dette vrøvl skulde
da højsindet, Grundtvig havde kæmpet for, gå helt til
g ru n d e ! Måtte ikke selv hans livstanke, folkehøjskolen,
blive til fordærvelse for folket, hvis den helt bøjede sig
for det forenede venstre?
Næste v e n n e m ø d e , i Odense 1873, var dobbelt så
talrig t som det i København, nu var „den lille flok“
altså bleven til mængden. P. Rørdam og jeg krævede
a tte r ordet for a t bringe den politiske stilling på tale,
og a tte r blev det os nægtet, ikke fordi indbyderne lige