224
værket, og dets enkeltheder stå lyslevende for mig. Så
ledes sidder jeg mangen sildig aftenstund og eftergår
det hele, som billedhuggeren med sin raspe gør ved
billedstøtten, der er kommen ud af gipsformen.
Så sn a rt jeg im idlertid først bliver færdig med det,
har jeg ondt ved at finde hin stemning igen, da det, jeg
så i ånden, kunde fylde mig h e lt; selvdømmet er skarpt,
det færdigblevne ha r i mine øjne alt for lid t af idealet,
og jeg kan mismodig kaste det hen i en krog.
For
sådanne øjeblikke takker jeg også Gud, de er en mod
vægt mod fristelsen til selvsyge. Hvor forfærdeligt kan
den ellers ikke vrangtyde den oprindelighedens dybde,
den fylde af ævner og kræfter, der er Guds gave ikke
til en enkelt udvalgt, nej til enhver menneskesjæl, om
det så end først skal komme til syne i en anden verden?
E t hovedarhejde blev min k i r k e h i s t o r i e . I hele
sin form viser den sig som f'ræmgået af forelæsningerne;
det er både dens svaghed og dens styrke, og mit syn
på tingene er en k ristnet Nordbos. Den er kommen i
to udgaver, den sidste gennemset på ny, efter at jeg
tredje gang havde været i Italien og re t fået øjnene op
for stilen og sproget; i så henseende har jeg læ rt en
del af de nyere norske skjalde.
Jeg h a r grund til glæde over den modtagelse, min
bog fik overalt. Grundtvig takkede mig i en skål, han
udbragte.
C lausen, så forskellig fra mig i meget,
ønskede mig til lykke med det fuldførte arbejde, selv
min stil var han udsonet med. Ved samme lejlighed
ledte han talen hen på kirkekampen her hjemme 1825.
Han havde aldrig før rø rt ved den streng, fordi det let
kunde gøre vort indbyrdes forhold m indre venligt, derfor
sendte han mig heller ikke sine stridssk rifter mod g run d t
vigianismen. „Jeg næ re r“, svarede jeg ham, „stor højagtelse
for begge de mænd, som den gang tørnede sammen og
måtte gøre det, men som siden i så meget har ændret
sig. Særligt at omtale striden, lå ikke i min plan, hele