HammerichEtLevnetsløb

225

tiden efter 1814 turde jeg ikke gå ind på, da vi stå

den alt lor nær. Og den plan liar jeg på ingen måde

grund til at angre.“

Retskrivningen i min kirkehistorie var mange læsere

ikke til freds med, for øvrigt syntes de godt om bogen,

bædre end jeg selv. Det sagdes almindeligt: „den er

en ejendommelig bog, interessant nok at læse, måske

lid t vel poetisk, kan studenterne bare også lære historie

efter den?“

„Tiltalte bogen dem først“, mente jeg,

„vilde det øvrige vel komme af sig selv. Jeg vilde

gærne indrømme, at en mere skematisk ordning havde

sine fordele for hukommelsen, en bog af den art kunde

im idlertid jeg , med min opfattelse og mine ævner, slet

ikke skrive. Tiden måtte nu for resten vise, om jeg

havde re t eller u ret.“

Nogle år er gåede, siden den kom ud. I steden

for forelæsning over den almindelige kirkehistorie har

jeg holdt m u n d lig e ø v e ls e r ; de kræve kun den halve

tid mod forelæsningen, og jeg har derved vundet mere

rum for foredrag over enkelte partier. Under øvelserne

indp ren ter jeg de studerende det foreliggende afsnit og

ordner meget på en ny måde, hvorved det måske lettere

vil blive husket. Jeg opmuntrer dem desuden til at

komme med spørgsmål, og er glad, når øvelserne imellem

kan gå over til sam taler; hvad der kan fræmme et inder

ligere samliv mellem professoren og de studerende, er

mig altid kært. Det har dog sine vanskeligheder her,

som enhver véd, der kender de unge mennesker.

Kandidater og studenter, med hvem jeg har talt

om min bog, har sagt mig: „den læres ikke let, men

den læ res, og man har så igen noget for det, når den

først er læ rt“. Og de nye faste sensorer ved eksamen

udtale sig meget fordelagtigt om kandidaternes kirke

historiske kundskaber, „de havde ikke væntet det, men

m åtte nu tilstå, jeg havde mirabile dictu fået ret“. For

mig har det været en stor tilfredsstillelse. Både det

i i