618 / 657
228
Når i min ungdom en dyb længsel greb mig ved
apostlens ord om al skabningens suk efter uforkrænkelig-
hed , var denne tanke om Gud som skønheden med-
virksom ; og i en „digterbøn“, jeg da skrev og på sit
sted h a r meddelt, har den fået et um iddelbart udtryk.
Allerede for dens skyld stod det pietistiske livssyn mig
så fjæ rnt, fordi det, mørknet af den ældgamle falske
opfattelse af m aterien som ond, vender sig fjendlig mod
det skønne. Og nu så jeg den u d ta lt rig t og fuldt hos
Avgustin, i Areopagitens og m idalderens mystik, hos Suso
og Birgitta, så vel som de nyere teosofer; den blev da en
af de kæ re, stadige ta n k e r, der løftede og endnu løfte
min ånd. F ø rst i dens lys finder meget af det, jeg har
stræb t efter, sin re tte forklaring. J a , jeg tro r på det,
kunst og vidskab ha r an e t, altings forklarelse i den
Gud, som er skønhedens Gud i og med det samme han
er visdommens Gud, „for hvis åsyn idealerne lege“.
Disse idealer, mine id ealer, også om dem kom jeg
nu til klarhed og navnligt om f o l k e i d e a l e t , der længe
havde stået mig hyllet i tågerne fra Babelstårnet. Schel-
ling h a r re t: dannelsen af folk og tungemål og afguderiet
hænge uopløseligt sammen. Derfor blev m indet om dette
Babel gæmt så dybt i sagnene og sprogene, a t det går
endnu igen i ordet „b a rb a r“, og derfor ha r skriften
kun ét og det samme navn for „folk“ og „hedninger“.
Ingenlunde er det dog hermed givet, a t dannelsen af
folk ikke skulde ligge i den oprindelige verdensplan, og
på en anden måde vilde være trå d t fræm uden synden,
ligesom mennesket også uden synd kunde blevet sig sin
frihed hevidst.
Da slægten tog til på jorden, måtte st.ammeforskellen
efterhånden udpræges skarpere og skabe forskellige or
ganisk sammenhængende grupper; og så skete det. Stå
ikke Noas sønner a lt som stamfædre til tre mægtige
folkeætter, hver med sin natu r og sit kald, som vi gen
finde dem overalt i historien? Skriften ta le r ofte om