621 / 657
231
mecl den vidunderligste udsigt over kampagnen og bjærg-
e n e ; øverst oppe havde de bygget ham et værksted, hvor
han malede hellige billeder, og dér har jeg nu flere
gange været hos ham. Han tog gærne mod den sigar,
jeg bød ham, for tiggermunken en sjælden nydelse, så
talte vi om gode, gamle dage, eller han fortalte om sit
munkeliv, om pavens besøg i klostret. Man hørte det
på hans ytringer, så det på hans ansigt: hans sjæl
havde i cellen fundet sin fred. Kun måtte man undgå
stridsspørgsmålene mellem Rom og os, ti kom de fræm,
blev han hæftig i sit sind.
Min b r o d e r havde imidlertid afhændet borgerdyd
skolen på Kristjanshavn og lever nu som g o d s e je r på
Iselinge ved Vordingborg med sin tid delt mellem studier
og landlige sysler; især kultur- og literaturhistorie har
han kastet sig på og skrevet om Holberg og Ewald. En
bog, han skrev dér ude, om Thorvaldsens levnet, har
gjort mere end almindelig lykke; den kom også i det
rette øjeblik, da folket fejrede sin kunstners hundredårs
fest med tak for alt, han havde skænket det. Hvilken
festaften, da vi langsomt i tætte rækker gik om ved det
åbne museum, hvor billedværkerne viste sig midt i et
roligt strålende lyshav! At se Herren og hans apostler
dé r, var noget, som kunde ligne et forklarelsens syn.
Og de værkers historie trådte nu rigt og skønt fræm i
min broders bog.
Hans ældste søn er forpagter på Iselinge, hans
ældste datter gift med digteren Richardt, en anden søn
er ingeniør, den yngste datter lever hjemme. Iselinge
ligger knap 4 timers fart fra København, så vi to brødre
jævnligt kan ses og veksle tanker med hinanden. I ét
og alt stå vi på samme side.
Og nu, da jeg lægger sidste hånd på denne min
levnets bog, sidder jeg ved min hustrus side i vort som
m erbo p å Hvidøre i kredsen af vore børn og børnebørn,
på m in fem og tredsindstyvende årsdag. På skæret uden