622 / 657
232
for vor have vaje de nordiske flag, også til ære for I s
lands tusindårsfest, tæ t derved ligger Asgers sejlbåd og
flager.
Og de rige m inder fra henrundne dage flokke
sig om mig, minde ved minde, glade og vemodige.
Af de mennesker, jeg levede min ungdom med, er
de fleste kaldte bo rt. Den, der døde sidst, var Ley, jeg
havde i vinterens løb forelæst ham min ungdomshistorie,
og den havde re t glædet ham ; et par uger efter talte jeg
ved hans grav.
Endnu h ar jeg min sundhed og alle mine kræ fter,
kan tage del i tidens kampe, kan kaste sorgen bag mig
på ham, der vil hære den, og glæde mig ved a t se ikke
blot opad og indad, men også udad omkring mig, ved
fuglen og h im len , den sladrende hæk og de glade men
nesker.
Dog hvor længe vil det vare? Hver gang jeg
titte r ind i kirkegården til mine kæres grave, vender det
spørgsmål tilbage, og også i andre henseender er det
mig, som vilde mørke skyer trække op.
„Herre, bliv
hos os, ti dagen hælder og det lider mod aften !“
Opad går det til fjælds! Fuglene tystne, kun h ist
og her kvidrer en fjæ ldplyt, skoven klæder ikke længer
b jæ rget, endnu pynter det sig vel med alpeurternes
skære farver, dog mos og lavarter tage overhånd. Vejen
bliver tungere med hvert sk rid t, ru n d t omkring så en
somt og stille, u rd og myr og fiskeløse småsøer! Men
man ånder let under en himmel i aftenglans, strålende
som septemberhimlen, og ned efter ligger der klarhed
over bjærgsider og d a l, hele den gennemvandrede vej,
som ingen sinde før. Så er en Kristens kår, når a l d e
r e n kommer.
Det er blevet så aftenstille om ham, og han savner
de gamle venner! E fter det udvortes dør han bo rt fra