628 / 657
238
modet synke; og så for resten dagligt dø efter det ind
vortes menneske og leve af n å d e som den ringeste
blomst i dale. Det er en nåde, at tu rde leve af nåden,
ti først den fattige kan blive den rige. Jo nærmere nu
en sjæl stunder mod enden, des stæ rkere lyde disse
manende rø ste r, så hver tim e, hvert øjeblik råbe r til
den: brug nådens tid, indad og opad, i troens lydighed!
Dette er visdom i h jæ rte t, og derfor drives en
Kristen i den ældre alder altid og altid til i et åndigt
minde a t genleve sit liv. Dette er klarheden, der højt
til fjælds, hvor han nu har nået op , falder over bjærg-
sider og dal, hele den gennemvandrede vej, indtil dagen
hæ lder og aftenklokkerne i dalen ringe til bøn for det
endte dagværk.
Men han lever ikke i m indet alene. P å hine højder
er luften så sval og let a t ånde og himlens fejring så
strålende, med fjærnsyn højt over fjældvidderne til
h v i l e n s land, som hans l æ n g s e l står efter. Da slynge
lyse, forjættende h å b sig sammen med m inderne, håb
om snart at genfinde og evigt vinde de idealer, han i
al sin skrøbelighed h a r s trid t for her nede. Derom
hvisker englen sødt til sjælen.
Ti når disse vore øjne en gang lukke sig i den
sto re, stille n a t, er vort l i v s h i s t o r i e dermed ik k e
til ende. Som vi dø i denne verden, således vågne vi i
den anden, og den tilsta n d , der modtager os, svarer til
den, vi bringe med: det er dommen over de døde,
„gærningerne følge dem“. Den, hvis lyst var i verden,
vil komme til sit sted , og den Kristne til sit, hvor al
den evighedens fylde, der lå som spirer i hans sjæl,
skønt oftest usynlig for mennesker, vil blomstre fræm
og bære frugt.
I disse m inder og i disse håb lever den gamle
sit liv.