HammerichEtLevnetsløb

241

jo rd en , f u l d e n d e l s e n , altså gradvis udvikling fra det

ufuldkomne til det fuldkomnere og aldrig stilstand. Den

nyere teosofi kos Oetinger og lians skole har et lignende

syn på tingen. For syndens skyld er det, udviklingen

må gå gennem d ø d e n , der voldsomt sønderriver båndet

mellem legemet og ånden med sjælen; mellemtilstanden,

som den nu er, kan ikke have ligget i Guds oprindelige

verdensplan.

For vore øjne ligne dødstegnene dem, der finde

sted, når et menneske i stor mødighed lægger sig til at

sove. Men det ser ud, som om et vidunderligt klarsyn

i et nu , der ikke kænder til tid, kan oprinde over det

tilbagelagte liv, som om den fromme d ø e n d e g e n n em

ly s e s og gennembæves af nåden i et af hine øjeblikke,

„der er for Herren som 1000 å r“. Så skete det i alt

fald med den hellige Stefan og mange andre hjemgangne

Kristne, og så er det skildret af troværdige mænd, der

med fuld bevidsthed har stået for dødens porte, men

kaldtes tilbage til livet.

Med døden indtræder m e lle m tils ta n d e n , som

varer indtil dommedag. Legeme og sjæl, hver for sig,

sænkes ned i allivets moderskød, i uransagelige dybder,

a t beredes til genforeningen i forklaret skikkelse, og

med hensyn til begge viser denne mellemtid sig klarligt

som det trin, der afløser alderdommen.

Oldingens le g em e gik her nede alt sin opløsning

i møde, og nu er den der, nu „star støvets bryllup med

den stormægtige fru orm“. Det smulrer hen, dunster

bort, splittes ad, indgår i nye forbindelser, og vindene

eller vandene lege med det: af jord kom det, til jord

er det vordent! Kun han, som har skabt og genfødt

det og i nadveren styrket det med uforkrænkelighedens

drik , menneskens søns blod, véd, hvad der ellers sker

med det: „det ånder himmelsk over støvet“.

Men s jæ le n med ånden lever for Gud: „som vi er,

så har vi det, og som vi er, så få vi det“. Den fromme,