HammerichEtLevnetsløb

247

Selv den ringeste sjæl, også „de, der, fødte som

originaler, så ud som kopier“ , vil hist oplade sig som

skabningen i Guds billede, som en g e n i u s med evigt

uudtømmelig fylde. Ti Maria-sjælen er og en genius i

ordets dybere mening; og den med sin rigdom på kærlig

hed og sin ydmyge glæde i andre og over andre, turde

vel høre til dem, over hvem Guds engle ikke fryde sig

mindst.

Idet sjælen, ledet af Guds Ånd, nu når til sine livs

kilder, når den tillige til ham, som er kildespringet selv,

i hvis rene vande alle synder aftos. Indad er opad,

fordi drivkraften er Ånden. „Vi inddannes,“ sige Mystik

erne, „i det g u d d om m e l i g e a l t , sjælen attrår at flyde

lien i det i kærlighed, og dog kan den ikke gå under

deri; kunde den det, kunde vi jo ikke elske og blive

salige.“ Ti salighed ligger i hengivelsen til al kærlig

heds kilde, en hengivelse, som ikke svækker vort selvliv,

derimod først gør det stærkt og rigt ved „delagtig

gørelsen i den guddommelige natur“ (2 Ped. 1, 4).

H. C. Andersen har sagt: „Endnu har vi ikke øjne

til at se ind i al den herlighed, Gud har skabt; men

vi få det nok i åndens store lande, og det bliver det

dejligste æventyr, for dér er vi selv med.“ Det vil dages

over dybderne i Guds ord, hans herlighed, hans veje

med den enkelte som med slægten, hans rige, fræmad-

skridende fra sejr til sejr. Al skabningens riger i himlen

og på jorden vil oplukke sig for den frelste, og nye

åbenbarelser træde ham i møde, altid inderligere, jo

mere han kan bære det. Og kænde og elske, er ét

(1 Joh. 4, 7—8).

Således vil hele vort rige l i v s i n d h o l d med alle

dets m u l i g h e d e r afsløre sig, det bevidste og det

ubevidste, som knytter os til alt og til alle, til Gud,

over natsiden i vor tilværelse er jo dagen oprunden.

Således vil evighedens verden åbne sig.