HammerichEtLevnetsløb

242

„over hvis hoved dødens strømme lukte sig“ , slår sine

øjne op i de dødes rige; er han endnu som en drøm

mende, omskygget af den sidste, mulmsorte n a t; dages

det først efterhånden for ham med et evigt lys? Åben

baringen tier derom , dog stille og sto rt vidner den:

„han er h je m m e hos den H erre (2 Kor. 5, 8), ved hvis

b ryst Johannes fandt hvilen, hos frelseren og verdens

fuldenderen.“ „Hjemme, hjemme“ , hvor sødt lyder det

ord ikke for den, der sin meste tid færdedes mellem

fremmede! I n d e r l i g h e d e n s kreds, som den kristne

olding levede i med sin længsel efter hvilen, sine m inder

og h åb , den har han nu genfundet, kun forynget, for

k laret og herliggjort, og dette des mere, jo rigere hans

trosliv var.

Sjælen s o v e r i k k e , den ha r ikke drukket af

glæmselens elv, heller ikke er det drømme og skygger,

der møde den h ist, men livet i al dets fulde åndsvirke

lighed

(

ovtcds

Sar]

1 Tim. 6, 19). Så vist er dette, som

det er at Jesu sjæl lysvågen og ikke drømmende nedfor

til de døde, og at de døde lysvågne og ikke drømmende

hørte hans prædiken.

Sjælden dvæler skriften udtrykkeligt ved mellem til

standen, som i fortællingen om Lasarus og den rige,

der dog gælder tiden før Herrens nedfart, og så adskil

lige steder i Johannes’ åbenbaring. Oftere derimod fore

komme vink og hentydninger, der i al sin korthed

alligevel, sammenholdte med hine skildringer, bringe det

lys, troen sukker efter. H v il e n fra det jordiske arbejde

h je m m e hos Herren (2 Kor. 5, 8. Ebr. 3 og 4) er en

hvile i m i n d e r n e , en hvile i selvfordybelse; ti sjælens

livsindhold, „dens g æ r n i n g e r , følge m ed“ (Joh. åb. 14,

13. Lukas 16). Dér er s a m f u n d med Herren og hans

helgen og alle de hellige engle (Ebr. 12, 22—23. Joh.

åb. 7, 9—17); dér er glæde og trø st og v æ k s t i frihed,

i Gud, forenet med et try g t, skønt endnu længselsfuldt

h å b om herlighedens fylde (Joh. åb. 6, 9—11).