633 / 657
243
Dette er da skriftens grundforestilling om de frelste
sjæle i mellemtilstanden, en vidunderlig løftende fore
stilling. Men yi stå i det land, ingen dødeligs øje har
set, ovei for en stor Guds hemmelighed, gennembævede
af hellig gysen; synerne dufte bort, ordene svigte, og
tit er der kun rum for det, vor engel hvisker os til.
Lad mig aldrig glæmnie det nu, da jeg fordyber mig i
disse syner!
Sjælen har i frihed heltog fuldt hengivet sig til
sin Herre og nået did, hvorhen den stundede med hvad
d er, trods al synd og skrøbelighed, alligevel var dens
grundvilje; did, hvor værd og skæbne er ét, og intet
frister, intet volder uro, hvor intet er skin mere, men
a lt er væsen. Den er i Sønnens skjulte rige, idealernes
verden, og i denne „sabbatsstilhed“ (Ebr. 4, 9) råde
evighedstankerne alene.
Idet den skilles fra sit legeme, går den først ret
ind i sig selv og samler sig, mens legemet tvært imod
går ud af sig selv og opløses. Den nye nådens „natur
udvikling til uforkrænkelighed“ (Irenæus) sker indadtil
i l i v s i n d h o l d e t s m in d e rig e dybder og ikke udadtil
i strid og arbejde og sjælespændiug. De h v ile nu efter
møden i evighedens blivende, hvilende nu, som har både
fortiden og fræmtiden i sig. Og deres gæ r n in g e r følge
med, følge med, altså ikke bane vej til hvilen, hvad kun
nåden kan gøre.
Anelsen om dette liv i mindet dæmrer hos heden
skabets vølve, når hun lader de opvågnende Aser på den
ny jo rd mindes „magtens domme og gamle runer . Alt
i denne verden er det minderne, fastholdte i tanken som
mine minder, mine indre, oplevede, virkelige tilstande,
der gør sjælen til sjæl, den åndige personlighed til per