630 / 657
240
Ak hjemve, hjemve
med kval og rned lyst
i trækfugls flagren,
i menneskebryst!
I
Så koldt det lufter,
snart sol går ned ;
ak hjem til dig,
til min kærlighed!
Min rose, som blegned
på Judæ høje,
min helt, som segned
med død i øje,
a t frelse min sjæl
fra synd og nød:
til din salige favn,
til din hvile sød!
Alt dette er glimt kun af hin „ f ø l e l s e a f e v i g
h e d , Gud har p lan tet ind i sjæ len“ , men rø rte den sig
ikke dybt der inde, vilde vi end ikke kunne ane, hvad
han har gæmt til sine troende.
På alle punk ter varsler således vor nuværende ud
vikling og må varsle om den, der skal komme, fordi
hele menneskelivet både her og hist er et eneste, o r
g a n i s k s a m m e n h æ n g e n d e f r i h e d s l i v . Dette grund
syn, hvorfra åbenbaringen går ud, og som dunkelt fore
svævede den gotiske hedning, har Irenæus drøftet i s it
skrift mod kæ tterierne 4de og 5te bog, idet han holder
sig til udsagn af apostlernes nærmeste lærlinge. Hvilken
trø st a t kunne følge sådanne førere!
Ad 3 t r i n skrider da det kristne liv fræm her
nede, ungdom, manddom , alderdom , og h ist lige så ad
3 t r i n , m e l l e m t i l s t a n d e n , Kristi s e j r s r i g e på