625 / 657
235
den de evige idealer og drage den opad; ja. hvad vilde
jeg ikke? »Jeg tænkte kækt og stort, som vi alle gør
det hjemme i kakelovnskrogen, før vi komme ud i ver
den og prøve regn og rusk og tornebuske“. Og hvad
blev det så til? Skuffelse og atter skuffelse, der gik
orm i al den herlighed! Jeg kænder også noget til den
sang, Per Gynt hørte:
vi er værker,
du skulde øvet os!
Tvivl, som kværker,
har krøblet og sløvet os.
På yderste dagen
vi kommer i flok
og mælde sagen:
så får du nok!
Selv det mest åndsfyldte menneske har grænser for
sine ævner, oftest endog snævre grænser. Det, der
levede i ham , er en enkelt gang fuldt og rigt kommet
fræm i livsgærning, mens det øvrige, han fik udrettet,
blev mere eller mindre heldige g e n ta g e ls e r . Hvad
skal da jeg vel her dømme om mig selv? Jeg skuffer
mig ikke længer, som i yngre dage, jeg véd, der i mig,
lige som i enhver sjæl, er et selvliv, og mit er afgjort
nordisk, også tror jeg nogenledes at have fået det fræm.
Men så h ar jeg gentaget mig selv, og det, jeg endnu
kan komme med, vil ikke blive stort andet, det går avet
om. Underligt nok, at sige dette til sig selv og allige
vel frejdigt kunne arbejde; imidlertid kan en mild
oktoberkvæld jo dog have sin glans og duft og sit fugle
kvidder, som , ikke bør misagtes.
Altså i den henseende med, først skuffelser, og så
en stille hengivelse i sin skæbne. Men sæt nu endog,
jeg havde udført storværk, som bringer ens navn vide
om land , vilde min gærning i verden dog alligevel ikke
væ ret større for den eviges øje end den lingeste dag