626 / 657
236
lejers gærning. E r ikke a lt under solen forfængelighed,
idel forfængelighed? Det er jordelivet på vrangsiden!
Så ringe er et menneske for Gud, og a tte r dog så
uendeligt stor for G u d ! Ti enhver af disse hund reder
af iniljarder m ennesker, som leve og h a r levet, er en
udødelig ånd , en af Guds kæ rlighedstanker, kalden til
frit, personligt liv. Endog den fattig ste sjæl e r, hvor
u tro lig t det end kan tykkes os, en g e n i u s med en hel
verden inde i sig, tit uset, ukændt af a lle, ja af sjælen
selv, men som ikke des m indre aldrig skal gå under.
Enhver sjæl h a r sin plads i verdensordenen, som ikke
lad er sig udfylde af nogen anden; enhver er uundværlig
for dig, o Herre, i din kæ rlighed, indtil også de sidste
gn ister af godt er slukkede i d e n !
Denne sjæl er det liu, som frit skal udvikle sig her
nede, frit træffe det store v a l g og lade sig o p d r a g e
t i l g u d s r ig e . Dertil sigter alt fra vuggen til graven,
så jo rdelivet, ihvor uendeligt lille et brudstykke af hele
vort liv det end e r, alligevel får en uendelig betydning,
en evigheds-betydning. Af sjælens rigdom kommer kun
det til syne, som den selv og andre trænge til, for a t
frihedsvalget kan blive truffet; det øvrige gæmmes til
en anden verden. Endog et liv, der for os må stå som
fuldstændigt sp ild t, et liv som den tab te søns, som
røverens på ko rset, kan ikke des m indre, h a r det kun
et eneste frelsens øjeblik, have modnet en sjæl til p a ra
dis. Så lidt gælder gærningerne i det enkelte, fordi
grundgærningen, trosgærningen, det afgørende valg, gæl
der alt for Gud.
Gudsbilledet, genfødt i dåben, den evige p e r s o n
l i g h e d , er det da, der skal arbejdes på „med frygt og
bæven“, den skal enhver Kristen udpræge i sit liv, lige
som kunstneren udpræger sit kunstværk.
Sjælen må,
som det heder i et oldengelsk kvad, „lytte efter hvad
Herren vil med den“, må hengive sig til ham og skikke