627 / 657
alle sine ønsker efter lians hellige vilje; ti han er dog
den eneste, der kan føre „rigets børn“ ad en evig vej.
Men hvor naturen skal bøjes under nåden, må det
gå gennem kamp og lidelse; de mørkeste dage kan
bringe den rigeste frugt, fordi de stille os i al vor
usigelige hjælpeløshed over for tilskikkelsen og derved
grundigt indøve i ydmyghed og tro. Når svaleungen
højt oppe i reden under kirkespiret skal lære at flyve,
h a r den mørke øjeblikke, neden under er der saa
skrækkelig dybt. Men den tror på sin moder, den vover
springet ud af reden, og se, vingerne bære den, troen
h a r gjort den fri og stærk.
Ser jeg med dette livsmål for øje atter tilbage,
træffer jeg a tte r, ak så meget ildegjort når de gyldne
drømme koglede for mig og dårede. Jeg søgte da m it
e g e t , egen ære, egen glæde, og den, der søger sit eget,
får aldrig nok og aldrig fred, han higer og higer, bun
den i sig selv og umættelig; hvor han skulde være
stæ rk , bliver han svag som sivet. Kun k æ r lig h e d e n
gør fri og stærk, i den er livet, kraften, freden og
glæden; sjæl for sjæl, evigt hengive sig og evigt mod
tag e, evigt det samme, og dog er det samme evigt nyt!
Hvo der hengiver sin sjæl til ham , som er kærlig
hed, har først vundet den, og med den al himlens og
jordens herlighed i håbet; da bliver hjærtet, det ustadige
hjæ rte, fast i sin Gud, og da følger den vidunderligste
velsignelse med vor idræ t, fordi idrætten er udtryk for
et samvittighedsliv. Syn herfor har jeg til sidst også
fået, men mange slag måtte der til, og mere end syn
herfor blev det alligevel ikke. Jeg føler hele min uende
lige skyld, dog i det samme, Gud være lovet, føler jeg
og evangeliets uendelige trøst i troen på ham, som har
betalt al vor gæld.
' E t er fornødent: gøre sin lille gærning, som om alt
afhang af den, slide sin tid og stride sin
strid
under
åndens banner, selv om man skal stå ene, aldrig lade
237