624 / 657
234
dem, fra hvem de onde råd komme, findes også gamle
venner. Det og Sønderjylland er m it dagligt svidende
sår. Men jeg har lært, a t Ånden alene er stormagten i
himlen og på jo rd en , og a t, „om end vort hjæ rte døm
mer os, Gud dog er stø rre end vort h jæ rte “.
Og han ha r åbnet mig øjet for sin gang gennem
historien og for tidernes underlige skifte i denne syn
dige verden, op og ned, god tid , ond tid ; tit kan de
mørkeste tegn være forbud om et næ rt omslag. Derfor
tø r jeg sige trøstigt i håbet til ham : Norden skal måske
endnu dybere ned , snedløbet af venner og voldført af
fjender, og forbande vore dages ynkelighed. Dog de
strålende varsler i dets unge dage kan ikke glippe,
idealerne kan ikke dø, og sin fræm tid mellem folkene
h ar d e t, om end disse øjne ikke var værd at se andet
end trængsler og nedværdigelse.
Jeg ha r ellers langt fra ikke hø rt til de ulykkelige
i denne verden. E t nådigt forsyn har våget over mine
veje og h id til ikke ladet de afgørelser og spændinger,
jeg m åtte igennem, blive alt for tunge. Han h a r holdt
hovmodet og andre onde sider i min natu r under tug t
og rejst mig igen, n å r jeg faldt, så selv faldet blev mig
til fromme. Han har ladet mig leve et r i g t ydre og
indre li v sammen med store ånder, store livstanker,
store tilskikkelser; han h a r sendt kors og sendt glæde
og vist mig en plads, hvor jeg kunde virke. Og s am
m e n h æ n g har der været i mit liv, min genius har fået
lov til at råde. E thvert af de stad er, jeg førtes igen
nem , var nødvendigt for udviklingen, og idealerne, jeg
h a r elsket a lt som barn , er ikke blegnede, nej tvært
imod; jo mere tiden vender sig bo rt fra dem, des
kærere blev de mig.
Højt nok, højt som ørnen, fløj jeg da op i mine
egne tanker. Jeg vilde leve for Guds kirke og de no r
diske folk, leve et historisk liv i slægten, med slægten
og for slægten, jeg vilde være den tro svend, forkynde