HammerichEtLevnetsløb

230

Går jeg omkring i København, lever jeg , trods stadens

så stæ rk t ændrede udseende, min barndom og ungdom

om igen; a lt m inder om den lige indtil gravstenen på

Helliggæstes urtegård over min faders slægt og tin

soldaterne i isenkræmmerens vinduer. Uden for staden

lægger naturen sig tæ t op til m it hjærte. De skiftende

årstider gæmme skjulte skatte: våren med al sin spæde

ynde, den fagre skæ rsomm er, efteråret, hvor hyrdelivet

på ny viser sig med frit vandrende kvæghjorder og fåre-

flokke på de afhøstede agre. Selv vinteren har sit trylleri,

n år trods gråvejret en fin, blegrød bræm størstedelen af

dagen h a r lagt sig nederst langs med kimmingen, eller

de snepudrede træ er glimre i solens skin mod en himmel

mere farveklar end sommerens.

Sommeren tilbringer

jeg gærne på landet med min familje, eller på rejser.

Min n atu r er for sund til at jeg ikke, og det alt

for længe siden, skulde været på det rene med de over

stad igheder, det tilgjorte væsen, der ha r hængt sig på

det smukke navn, rom antik: måneskinnet og erem ithytten

havde jeg fået nok af i min ungdom.

Alligevel er og

bliver jeg Romantiker og higer mod det blå fjærne.

Dér vinke bjærgene mig med de buldrende strømme

midt i ensomheden, og livet til sæters, og den hav slagne

strand , åen med sine små hvirvler, der glider afsted

ligesom drømmende, skovens grønne, svale kupler.

E r

jo rden så skøn, hvad må himlen da ikke være? Og

med naturindtrykkene forene de historiske sig, derfor

søger jeg helst de minderige steder, så mine rejser tillige

kan blive et studium ; uden det er jeg nu en gang

ikke glad. Jeg h a r endelig også set Paris, og en vinter

tilbragte jeg a tte r i I t a l i e n med mine to ældste børn,

Halls, min broder og svigerinde, genså ved den lejlighed

Sicilien med.

F ra Rom bragte jeg et m ildt fredens billede med

tilbage: maleren Kiichler som „fra P ie tro “. Hans kloster

lå på Palatiner-b jæ rget mellem roser og palmetræer og