616 / 657
2 2 6
og den velvilje, de studerende altid h a r vist m ig, er
et vidnesbyrd om, a t min gærning ved un iversitetet ikke
har været forgæves. Der er den, som gik med og ledede
mig, trod s al min skrøbelighed.
Under m it studium h a r jeg set mig om i egne, hvor
kirkehistorikere ellers sjældnere færdes; in te t, tænkte
je g , der står i sammenhæng med åndslivet, med folke
livet, bør overses. Ved den lejlighed m åtte jeg ofte ty
til de oprindelige kilder og tra f her ligesom på blom
strende haver m idt i ørkenen, ting, det vel var værd at
lægge fræm for almenheden. Min yndlingstid er mid
alderen, drømmerig og dæmrende, den tone af hellig
enfold, som går gennem den, lokker og kalder ad mig,
skønt jeg ikke derfor er blind for hin tids stærke skygger.
Dér var da B i r g i t t a s helgenbillede, alt tidligere
havde jeg fæstet øje på det, og nu skrev jeg en bog
om hende, der kaster lys over mystiken i Norden. Den
er bleven til i dage, da den nordiske tanke levede et
rigt liv i håbet, og jeg tror, man kan spore det på den;
især i Sverige h a r den gjort lykke, udgiven er den af
det danske historiske selskab og et p a r år efter oversat
på tysk. E t sidestykke hertil er „en S k o l a s t i k e r og
e n B i b e l t h e o l o g i N o r d e n “, som kirkehistorisk sel
skab udgav.
I m it universitetsprogram „de e p i s k - k r i s t e l i g e
o l d k v a d h o s de g o t i s k e f o l k “ er jeg kommen ind
på æmner, som levende tiltrak mig alt i de yngre dage.
Min vej havde siden ført mig andensteds hen, men da
jeg nu på ny ledtes til dem, var det, som vandrede jeg
i en af oldtidens storskove; disse toner lød i m it øre
som gam le, halvglæmte melodier og tryllede mig min
og hele vor folkeæts ungdomsdrømme tilbage.
Her
slyngede manddom og kristendom , det mytiske og det
kristelige, det historiske, det sproglige og det digterske
sig sammen på en måde, som netop ligger for mig; det