619 / 657
229
folkenes engle, og hvad der har sin engel i himlen, kan
dog vel ikke være fremmed for Guds oprindelige ordning!
H ar ikke også Ånden på pinsedag vedkændt sig den, da
han helligede tungemålene og folkene? Og endelig, det
sidste og det afgørende, så ikke seeren Johannes „den
utællelige storflok af alle folk og tungemål“, som den
står forklaret og sejrsæl for tronen (Joh. Åb.
7
, 9—17)?
I dette syn skues folkeånderne med evighedens mærke,
„helligede for Herren“, for mig er der ikke tvivl længer
herom.
Gud vilde oprindeligt, at menneskene „skulde opfylde
jo rd e n “ og organisk samle sig i folkegrupper, hver med
sin ejendommelighed, der vist også vilde finde et udtryk
i sproget. Dog menneskene vilde ikke som Gud, ikke
„opfylde jo rden“ og dele sig, derimod blive sammen som
ét folk vilde de, bygge sig en storstad og fra tårnet
storme himlen. Så bortvendt var sindet fra ham, så
ugudeligt alt inden afguderiet; da „gav han dem hen i
det sind, som intet duer“, splittede dem ad over jorden,
og folkene, der skulde udviklet sig i kærlighed, udviklede
sig nu i synd og had og vil hære mærker heraf til
dagenes ende. Alt dette fræmgår af den så uendeligt
indholdsrige fortælling om Babelstårnet.
Men m it f o lk tør jeg elske, efter dets udødelige
livstanke, „som det står for Guds åsyn“ ; ti det er at
elske det, som Pavlus elskede sit, „elske det i Herren .
E t væld, hvoraf jeg altid drikker ny livskraft, er
n a t u r e n mig også nu; den og strømbade, som jeg en
række år har brugt både sommer og vinter, er mm
sundhedsbrønd. Dagligt færdes jeg hele timer i et
fri med min hund, som følger med, og de høre til mine
bædste timer, på sådanne, helst ensomme morgen
vandringer kommer der ret strømning i mine tan