HammerichEtLevnetsløb

233

verden, dag for dag, som prædikerens bog 12, 3—5 gri

bende skildrer det; gangen falder ham tung, kræfterne

tage af med lysten til at færdes ude og virke på men

nesker.

Spændingerne i livsdramaet er mindre stærke,

alt som det nærmer sig sin ende. Mest lever han et

i n d e r l i g h e d e n s liv i m in d e t om henrundne dage,

om hvad der har gået gennem hans sjæl og han har

arbejdet for, og hvor underligt Faderen dog førte det tit

så vanartede barn. Ti han har nu, i kraft af alderens

naturlige vilkår, kunnet samle sine tanker fra alt, der

vil adsprede, har vendt dem indad, så han får syn på

meget, den yngre alder lod uænset, og vendt dem opad;

•Guds godhed tvinger ham dertil. Og alligevel fristes de

endnu til at gå de gamle, syndige veje, om end alderen

kan have svækket lystens brod, endnu må der dagligt

strides, hvis en sjæl ikke skal gå tabt.*)

Tænker jeg tilbage over mit liv, hvor fuldt af selv

forskyldte s k u f f e l s e r står det ikke for mig. Jeg har

levet længe, kun alt for længe i stolte drømme om N o r

d e n , th i jeg elskede det og glæmte, at også dets ånd

er en falden ånd. Men med ét kom den hårde virkelig

hed og vakte mig op til forfærdelse. Det, der var falsk

og syndigt i den kærlighed, blev nu knust, og jeg tak

ker Gud derfor midt i smerten; alt det må dø døden,

som ikke stammer fra Faderen, så først kan freden

komme.

Dér ligger nu mit fædreneland, dér ligger hele Nor

den; sønderlemmet af fjender, og i splid med sig selv,

sover det for åbne døre og glæmmer, at et folk, som er

værd at leve, i vore dage ma sta rustet til kamp pa liv

og død, ellers kan det end ikke dø med ære. Og blandt

*) Hvad der her og i det følgende gives i grundrids, har jeg

drøftet i en videnskabelig afhandling: de frelste sjæ le i

m e lle m tils t a n d e n , meddelt i Kalkars teologiske tidsskrift,

1875. Den er oversat på tysk.