629 / 657
239
„Salighed“ hænger sammen med „sjæl“. Det er en
tilstan d , hvori den rører sig i al sin fylde, frigjort i
følelsen af gudfyldt evighed, en tilstand, hvori idealet er
virkeligt og virkeligheden ideal; det er en glæde fræm-
for alle glæder, som løfter os højt op over tiden. Og
for den, som er genfødt i dåben, kan den alt her nede
ligesom g lim te og blinke og lege i det ijærne, lade os
smage den tilk o m m e n d e v e r d e n s k ræ f te r .
Også jeg har set disse glimt, som de kom og svandt
i min barndom og da Herren atter kaldte på min sjæl,
da jeg „talte til ham menneskeligt, og han svarede mig
både menneskeligt og guddommeligt“. De er Åndens
pant, vidnesbyrdet fra oven, som den dæmonske fristelse
for den, der kænder den, er vidnesbyrdet fra neden.
De er sjælens hemmelighed med sin Gud; ve den, som
hio tter dem med vanhellig hånd!
Jeg véd endnu andre øjeblikke i mit liv, som til
nærmelsesvis kan sprede lys over tilstande i evigheden,
fordi jeg følte åndsmagter over mig, lysets så vel som
mørkets, der snart genneinstrålede, snart gennembævede
mig, så jeg glæmte a lt, der er sket og skal ske, over
det nærværende store nu, evighedens hilled i tiden. Jeg
tænker herved på hine øjeblikke, da det var mig, som
dalede ånden over Nordens trende folk; eller den gang
jeg morgenen efter Isted-slaget hørte basunerne på Dane-
virke: Danmark dejligst vang og vænge; men også på
dem , da min sjæl følte sig som sønderknust ved bud
skabet om Danevirkes rømning.
Måske tø r jeg endnu stige et stort trin længere ned
og da genkalde mindet om tider, hvor mægtige følelser,
nye livstanker, en åndfuld samtale, naturens ellei kunst
ens skønhed, måltrostens sang i den nattestille skov,
tildragelser, jeg har oplevet, i den grad fængslede mig,
så jeg blev borte i dem og glæmte alt andet.
Og nu de uudsigelige længsler i hjemveen eftei det
himmelske fædreneland!