634 / 657
244
sonlighed. Hvor må den da ikke styrkes i hint inder
lighedens rige og udfolde sig som en rose i Eden!
D et, vore sorger og glæder, vor id ræ t i sto rt og
småt har været og har virket, vil dér stå k la rt for os i
lys af evigheden. Meget kan have tag et sig sto rt ud
og dog være så lide t, mens på den anden side det
m indste, et k o r t r måske for længe siden glæmt øjeblik
kan smile til os, som englen smiler. Og hvor vidunder
lig er ikke nådens magt! Selv de mørkeste m inder i
vort liv, tit hemmeligheder mellem os og Gud, selv
m indet om vore synder har den hist forklaret til s trå
lende vidnesbyrd om dybden i Guds m iskundhed; og
sukket over dem smelter saligt hen i den nye lovsang
for ham, „som i sit blod har købt os til Gud“.
Således vil hele vort s e l v l i v vorde os k la rt og
gennemskueligt. Men denne udvikling indad åbner til
lige lø n d o m m e i sjælen, dybere og vidunderligere, end
de fleste på denne side graven drømme om. E r ikke
vort bevidste liv født ud af det ubevidste, det dæmrende
i barnets sjæl og stad igt under påvirkning af en uop
lukk et, ligesom natlig verden af ta n k e r, følelser, viljer?
E r ikke livet selv, dets vorden og vækst, sammenhængen
mellem ånd og legeme en gådernes gåde for de dødelige?
Hvad ligger ikke i anelsen, hvad leve vi ikke dagligt,
uden a t det rinder op i bevidstheden, og hvad har vi
ikke oplevet og glæmt igen?
Man huske blot på hin fattige husm and, der i sin
barndom ved en hændelse havde læ rt et græsk læse
stykke udenad! Han havde ikke ringeste tanke om, at
der var noget til, som hed græ sk , og sin ramse havde
han fuldstændigt glæm t, men da han som gammel blev
farligt syg og lå i vildelse, dukkede den med ét op, så
han kunde fræmsige den, ord til andet.
Det er denne side af vort liv, natsiden , som skifter
med dagsiden, den nyere granskning h ar draget fræm i
forestillingen om det u b e v i d s t e ; og forfærdeligt er den