HammerichEtLevnetsløb

248

Og clet, der vælder fræm af aldrig målte dybder,,

tø r vi tænke os glide gennem sjælen i store trøstefulde

s y n e r , som Johannes i sine åbenbaringer så dem, at

gennemdufte den som med duft af Edens liljer, gennem-

tone den med en evig lovsang „til lyd af himlens

h a r p e r “ , som Johannes h a r hørt den. Gennem disse

syner, hvor det bevidste og ubevidste liv mere og mere

gennemtrænge hinanden, modnes den til en gang at

kunne skue de evige virkeligheder.

Adskillige har i vore dage ta lt meget om det r e n

s e n d e i mellemtilstanden; jeg véd imidlertid intet skrift

sted, som udtrykkeligt peger derpå. De troende sjæle

„er ulastelige og i deres mund findes ingen løgn“ (Joh.

åb. 14, 5), de er rensede i Guds søns blod. Men skete

det i dødsøjeblikket, da dette syndens legeme sank sam

men, skete det senere lidt efter lidt? derom tør intet

siges med sikkerhed. É t er alene klart: lige så lidt

som skriften kænder til tilbagefald hos dem, „der er

døde i Herren“ , kænder den til deres smertefulde

renselse, så den sand h e d , skærsildslæren ellers muligvis

turde gæmme i sig, gælder i alt fakl ikke dem.

Uimodsigeligt vis er derimod v æ k s t e n ved Ånden,

i frihed og t r i n v i s fra kraft til kraft, „den modning

altså til uforkrænkelighed“, hvorom Irenæus taler. I de

hedengangne sjæle må Herren, „hos hvem de er hjemme“,

mere og mere vinde sin skikkelse, i enhver efter det

ham m e d f ø d t e , i dåben genfødte å n d s l i v . De er i

ham, og han er i dem med liv og lys og glans. Det

adsplittede er samlet, det utrygge tryg t, det syndefulde

renset, det sønderbrudte helet. Det er foryngelsens tider

„i Herren“.

Vi har fulgt det indadvendte liv hos d em , „der

tjæne Gud i hans helligdom dag og n a t “ (Joh. åb. 7, 15).