643 / 657
253
nå til fuldendelsen“ (Ebr. 11, 40), når „der ikke er nat
længer“, men tiden forklares i evighedens fylde.
Tanken herom gennemtrængte oldtidens Kristne.
Den lyste over deres nadverbord, hver gang de bad for
de døde og bragte offergaverne, brødet og vinen i deres
navn; og hin sky af vidner (Ebr. 12, 1), som se ned til
kampen på jorden, lyste for martyrheltene. Vel den
blandt os, som tanken endnu kan lyse for og kan løfte!
Her som altid har det kristne udødelighedshåb da
helliget alle de dybe l æ n g s l e r og h å b , et menneske-
hjærte kan gæmme, og deri ligger det store ved det.
É t er legemet, Kristus, men lemmerne er mange, og
efter sit løndomsfulde råd har Herren kaldt den ene til
hånd, den anden til fod, den ene til øje, den anden til
øre (1 Kor. 12, 12 flgd.).
Øjet higer ikke efter det
samme som øret, kunstnerens sjæl ikke efter det samme
som granskerens, og den dådlystnes ikke efter det
samme som Maria-sjælen. Men hvad enhver sjæl h i g e r
efter „i Herren“, skal den få, først i ånden i synernes
land, siden åndslegemligt i uforkrænkelig virkelighed,
når fuldendelsen kommer.
Saligheden er ens i sam
fundet med Herren, og kun g r a d e r n e i herligheden
f o r s k e l l i g e efter det k a l d , enhver er kaldt med, og
den side af gudsbilledet, som er blevet livet i ham.
Det nu, der tidligt lyste for min sjæl, var Guds
k i r k e og m i t f o lk , „som det står for Guds åsyn“ efter
sin evige livstanke, og at granske sporene af hans
førelser med dem, i lys og i løn, higede jeg efter i mit
livs bædste timer. Nu véd jeg, hvad jeg længe kun
anede, og den vished er vunden gennem tvivl og kampe:
de kan aldrig dø, så lidt som Herren vor Gud kan dø!
Hist stå de for t r o n e n , med palmer i hånd, strålende
af himmelsk skønhed, som „den utællelige s t o r f l o k af
alle hedninger og stammer og folk og tungemal,“ hvor
både Kristi menighed og folkeånderne har nået sin for
klarelse (Joh. åb. 7, 9—17). Dér bølger deres lovsang,