HammerichEtLevnetsløb

2 5 6

f æ r d i g e s o p s t a n d e l s e “ (Joh. åb. 20, 5. Luk. 14, 14),

hvis jeg ellers forstår skriften ret.

„Legemlighed er

enden på alle Guds veje“ , og når den hinsidige verden

smelter sammen med den dennesidige, vil den frelste ånd

genfinde sit legeme.

Modnet og helliget gennem den sidste „store

trængsel“ står Guds menighed her nede som hans tro

faste brud og sukker i dødsangst efter udfrielse fra

dette nidmørke. Da rinder sol op på sahbatens morgen,

„al skabnings førstefødte“ , menneskens søn kommer igen

som verdensfuldender til nyskabelsen, at stifte sit s e j r s

r i g e på jorden „og herliggøres i sine helgen“ ; „i ham

og ved ham og til ham ere alle ting“. Deres legemer,

„der såedes i vanære, har som sæden vokset i det

skjulte og opstå nu i herlighed“. Hvor mange der findes

værdige hertil, og hvorledes det sker, véd ikke vi, Gud

véd det, men ligesom Herrens jordiske legeme stod op

forklaret, således vil det og gå med hans udvalgtes:

dette er skriftens lære, og derved skal intet rokkes, fordi

vi endnu ikke kan fatte den. Det lønner sig at tro Gud

på ordet. Han, som i det gamle paradis tog støvet og

deraf dannede Adams legem, han vil i det andet paradis

samle det hensmulrede støv og deraf danne forklarelsens

legem. Eller er han ikke længer en Gud, „der gør

underværker“ blandt menneskens børn?

Skriften knytter domsluren og opstandelsen uop

løseligt sammen, skulde her da ikke være rum for den

kristelige anelse? I den så kaldte k l a n g f i g u r er det

tonens usynlige magt, der samler støvdelene rundt fra

klangskiven og giver dem regelbunden form. Og når nu

himmerigs klokker indringe den store højtid, når ny

skabelsens kræfter røre sig, når luren på høvdingebudet

drøner til doms (1 Tess. 4, 16), når dens klang gennem-

bæver jorden og alle skabningens kredse til de dybeste

dybder, så malmen i bjærgene, alt der nede dirrer og

bølger og toner med som rørte harpestrenge: skulde det