2 5 6
f æ r d i g e s o p s t a n d e l s e “ (Joh. åb. 20, 5. Luk. 14, 14),
hvis jeg ellers forstår skriften ret.
„Legemlighed er
enden på alle Guds veje“ , og når den hinsidige verden
smelter sammen med den dennesidige, vil den frelste ånd
genfinde sit legeme.
Modnet og helliget gennem den sidste „store
trængsel“ står Guds menighed her nede som hans tro
faste brud og sukker i dødsangst efter udfrielse fra
dette nidmørke. Da rinder sol op på sahbatens morgen,
„al skabnings førstefødte“ , menneskens søn kommer igen
som verdensfuldender til nyskabelsen, at stifte sit s e j r s
r i g e på jorden „og herliggøres i sine helgen“ ; „i ham
og ved ham og til ham ere alle ting“. Deres legemer,
„der såedes i vanære, har som sæden vokset i det
skjulte og opstå nu i herlighed“. Hvor mange der findes
værdige hertil, og hvorledes det sker, véd ikke vi, Gud
véd det, men ligesom Herrens jordiske legeme stod op
forklaret, således vil det og gå med hans udvalgtes:
dette er skriftens lære, og derved skal intet rokkes, fordi
vi endnu ikke kan fatte den. Det lønner sig at tro Gud
på ordet. Han, som i det gamle paradis tog støvet og
deraf dannede Adams legem, han vil i det andet paradis
samle det hensmulrede støv og deraf danne forklarelsens
legem. Eller er han ikke længer en Gud, „der gør
underværker“ blandt menneskens børn?
Skriften knytter domsluren og opstandelsen uop
løseligt sammen, skulde her da ikke være rum for den
kristelige anelse? I den så kaldte k l a n g f i g u r er det
tonens usynlige magt, der samler støvdelene rundt fra
klangskiven og giver dem regelbunden form. Og når nu
himmerigs klokker indringe den store højtid, når ny
skabelsens kræfter røre sig, når luren på høvdingebudet
drøner til doms (1 Tess. 4, 16), når dens klang gennem-
bæver jorden og alle skabningens kredse til de dybeste
dybder, så malmen i bjærgene, alt der nede dirrer og
bølger og toner med som rørte harpestrenge: skulde det