645 / 657
255
eneste klart billede. Dog hvo tør vove sig dertil ? Det
var jo at „gå ind på ting, vi aldrig har set“ (Kol. 2,
18), at ville udsige det uudsigelige. Slipper jeg en gang
ved Guds store nåde inden for, vil alt alligevel te sig
helt anderledes i dette fredens bo, end jeg drømte om;
enhver forudsigelse forstås dog først ret, når den er
opfyldt.
Men de anelsesfulde syner tindre og vinke opad
som stjærner om natten. De er ikke drømmebilleder,
de er åndsvirkeligheder, hélt igennem guddommelig sand
hed og guddommelig digtning i hinanden, og dermed
seglet fra oven på hjærtets håb og længsler. Hvor turde
vi uden dem være visse på, at en sjæl efter døden ikke
synker hen i dvale, derimod l y s l e v e n d e er hjemme
hos Herren? Det skulde vi vide i troen, det var os
gavnligt, men mere heller ikke. I hvilen og glæden, i
mindet og selvfordybelsen, i samfundet med Herren og
alle de hellige vokser den en guddommelig vækst og
„modnes til uforkrænkelighed“ , hvorefter dens længsel
stunder.
Det åndelige p e r s o n l i g h e d s l i v træder således
fræm i stigende frihed og i n d e r l i g h e d , klart over hele
den verden af muligheder, der ligger i det; det ubevidste
vinder det bevidstes klarhed, og det bevidste får det
ubevidstes uendelige dybde og fylde. Dette er indholdet
af s j æ l e n s h i s t o r i e , „Guds gode gærning i den“,
dette er det trin i udviklingen, som afløser oldingelivet
med en ny evig ungdom, rig på varsler om manddoms
dåd i fuldendelsen. „Vænt kun en liden stund“ , kar
det lydt, og gennem „den liden stund“ går vejen til
idealet i sin fylde.
Det nye trin i det kristne menneskelivs udvikling,
som følger efter mellemtilstanden, åbnes med „de l e t